Kodeklubben Coding Pirates er blandt andet inspireret af det estiske projekt ProjeTiiger, som introducerer programmering allerede fra 1.kl.

Ny kodeklub vil opdyrke børns it-talent

En printer bygget af Lego blev programmeret til at udskrive tekst på papirruller, og computer-byggesættet Raspberry Pi blev på ingen tid forvandlet til en computer med skærm og tastatur, mus og pile. Opbakningen til en ny it-kreativ kodeklub for børn og unge i København var stor ved en pilotaften i denne uge.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Der var rigtig stor interesse fra børn og forældre. Vi var rent faktisk nødt til at afvise en hel masse, der gerne ville have været med til pilotarrangementet. Det var selvfølgelig ikke så sjovt, men på den anden side et godt tegn", siger Martin Exner, der sammen med stifter af uddannelsessitet Basidia.dk Christian Hjorth Lund er initiativtager til det it-kreative fritidstilbud Coding Pirates for børn i alderen 8-16 år. 

 "Vi havde regnet med at afprøve interessen og klubmiljøet på en fem-seks børn, men vi endte med at have tolv og være en 15-20 voksne, it- og læringsfolk og en hel del forældre", fortæller den læreruddannede Martin Exner. Det giver ham og Christian Hjorth Lund grund til at tro, at fritidsklubben, når den åbner i endnu ukendte lokaler til januar, vil blive en succes.

Enighed i uddannelsesverdenen: Elever skal lære at programmere i skolen

Martin Exner er foruden lærer også kandidat i it fra Aalborg Universitet og hans ambition med kode-klubben er at give børn rammerne til at være it-kreative så tidligt som muligt.

"For mig så handler det ikke så meget om at lære at kode, men mere om at lære at blive kreativ med it. Man kan måske sammenligne det med at lege med ler. Man vil gerne være kreativ med ler-klumpen, men det kan man ikke, for man mangler værktøjet til at kunne dreje den", siger Martin Exner.

Se stemningsreportage fra pilotaftenen i kodeklubben i denne YouTube video: 

 

Oplagt at samarbejde med skolerne Når folkeskolereformen forlænger skoledagen for alle elever og samtidig lægger op til, at skolen åbner sig mod fritidstilbud og lokalmiljø, kunne Martin Exner sagtens forestille sig et samarbejde mellem kode-klubben og folkeskolerne i København.              "Coding Pirates er egentlig tænkt som et regulært fritidstilbud på linje med ridning eller ishockey, men vi vil rigtig gerne udvikle et samarbejde med skolerne", siger han. Et samarbejde, der allerede er ved at blive etableret, er kodeklubbens forbindelse til de it-studerende på Aalborg Universitet i Sydhavnen. Lektor Rikke Ørngreen har vist stor interesse for projektet og var også tilstede i onsdags.  

"Kodeklubben bliver også et projekt, som de studerende kan følge, hvis det står til hende. En it-studerende er allerede ved at skrive opgave om konceptet. Men vi vil rigtig gerne have input fra lærerstuderende også", opfordrer Martin Exner.    

På siden codingpirates.dk er det tanken, at klubbens børn og unge kan dele deres it-opfindelser og spare med hinanden.   "Det er vigtigt med en virtuel platform, hvor deltagerne kan showcase deres produktioner. Der skal være rigtig meget brugergeneret indhold på siden. Vi håber, at børnene også gider bruger nogle timer på at sidde og innovere uden for klubben", siger Martin Exner.   

Læs også bloggen på folkeskolen.dk om et tilsvarende it-klub-initiativ taget i Egedal Kommune:

CodorDojo