Anmeldelse

Vejledning

Vejleder - ønskeposition eller uriaspost

Fin lille bog, der både får afklaret begrebet vejledning og antydet de personlige risici, der er ved at påtage sig opgaven. Det sidste kunne dog godt være tydeligere.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Denne bog handler om vejledning i skolen. Ikke uddannelsesvejledning, ikke erhvervsvejledning, men vejledning af lærere i at håndtere dagligdagens udfordringer i skolens virke på de enkelte fagområder og de stadige krav og forventninger fra mange sider til skolens udvikling, blandt andet fra pressen, meningsdannerne og det politiske lag. Den positionerer de lærere, der påtager sig opgaven som vejleder og derigennem opgaven at medvirke til skolens udviklingsproces og styrkelse af den enkelte lærers, det vil sige egne kollegers, professionalisme.

Fakta:

Titel: Vejledning

Forfatter: Lis Boysen, Bodil Nielsen

ISBN: 9788702152470

Pris: 161

Sider: 99

Forlag: Gyldendal

Det er en fin lille bog, der på den ene side får afklaret begrebet vejledning som en virksomhed, der hviler på viden, begrebsbevidsthed og professionel tilgang til vejledningssituationerne, og på den anden side, knap så tydeligt måske, får antydet de personlige risici, der er ved at påtage sig opgaven. Spørgsmålet er nemlig, om positionen og rollen som vejleder på egen skole er en ønskeposition eller en uriaspost. Man træder ud af det kollegiale fællesskab og træder ind i skolens hierarki på en ny position, hvor man kan opfattes som tættere på toppen end på gulvet.

Udgangspunktet er, at den faglige støtte til lærerne og hjælp til udvikling af skolen, som kommunerne tidligere ansatte skolekonsulenter til, nu er flyttet ind på den enkelte skole som et ledelsesredskab. Et svar på de konstante krav til udvikling. Ledelsen finder vejlederne i lærerkollegiet. Denne nye rolle og position kræver derfor et tydeligt udgangspunkt i en rammesætning. Bogen redegør grundigt for grundlaget og for de nødvendige kontrakter, der skal indgås mellem vejledere, ledelse og lærerkolleger, kaldet grund-, ramme- og proceskontrakter. Herigennem skabes den ydre legitimitet for vejlederens virksomhed. Den indre må vejlederen selv skabe sig i sin form, sin uddannelse og sit virke på skolen.

Metabegrebet vejledning stiller en række krav til en vejleder om at kunne håndtere vejledningssituationen, uanset inden for hvilket område man arbejder. Vejledning er en asymmetrisk relation, hvor den ene part har en defineret rolle og skal kunne optræde professionelt: Være opmærksom på kropssproget, bruge aktiv lytning, styre samtalen og fastholde fokus og mål, i alt besidde og bruge solide kommunikative kompetencer. Dette er beskrevet kortfattet i bogen, da det vil være en del af uddannelsen til vejleder. Første del af bogen rundes af med ”Vejledningens didaktik”.

Bogens styrke ligger i fremstillingen af de mange dilemmaer, der opstår i vejlederens dagligdag, når arbejdet pågår med at støtte og udvikle elever, enkeltlærere, lærergrupper og faggrupper og være en del af hele skolens udviklingsproces. Tidens krav om konstant og stadig udvikling og kvalitetsoptimering stiller store udfordringer til skolens lærerpersonale. Forfatterne har et vågent øje for diversiteten blandt skolens lærere, unge som gamle, for pointen er jo netop, at det ikke kun er den nyansatte, men også den meget erfarne, måske pensionsmodne, overlærer, der skal være med i processen. Her ligger mange faldgruber gemt. Bogens anden del hedder meget betegnende ”Vejledning af lærere med forskellige behov”.

Sidste del af bogen er hverdagens eksempler. Udvalgte vejledningssituationer beskrives og kan bruges som diskussions- og lærestykker i en skoles opbygningsfase på dette forholdsvis nye område.

Bogen i sin helhed er en håndsrækning til ledelse og lærere på den enkelte skole, når vejledernes indsats skal igangsættes, og vil også være et godt fundament i uddannelsen af skolens vejledere. Den er absolut aktuel i disse reformtider, men læs den, før du beslutter dig for at være vejleder!