Tænk sig at kunne finde en tidslomme og tage den med på arbejde en dag, hvor der var brug for den. Det kunne være en passende overskrift for de fortravlede lærere, der beskrives i casene fra to skoler i denne bog.

Der er sket en stigning i den reelle arbejdstid over årene 1988-2000. Det på trods af at den formelle arbejdstid er blevet mindre. Vi er færre timer på jobbet, men kan arbejde mere derhjemmefra. Mange er online hele tiden, og det grænseløse arbejde og den reelle arbejdstid vokser dermed.

Det grænseløse arbejde er der, hvor den ansatte oplever, at opgaverne ikke er tidssatte fra 8 til 16. For man kan altid lige besvare en mail, forberede sig eller sms’e en kollega om aftenen eller i weekenden. Arbejdet bliver dermed uafhængigt af tid og rum, og tiden bliver mere fragmenteret. Det bliver for mange sværere at få tid, hvor man kan fordybe sig, også når man er på jobbet. Især for de interviewede lærere, der ofte bliver afbrudt af en kollega, der lige skal snakke, når man sidder i arbejdsrummet, eller der er noget presserende ved teamsamarbejdet.

Men det at skulle planlægge noget kræver mere tid, der er sammenhængende uden afbrydelser, siger de adspurgte lærere. Så det grænseløse arbejde er en stressbelastning, ikke en positiv ting, ifølge bogen.

I bogen beskrives det, at man så kan kompensere for den manglende tid ved at meditere eller blive bedre til at organisere sin tid. Her er der mange selvhjælpsbøger. Men forfatterne påpeger, at “når vi så lærer at leve med tidspres, enten med kognitiv træning eller gennem mindfulness, så flytter vi kroppens og sindets grænser for, hvor meget tidspres vi kan tåle”. Så kan vi øge tidspresset lidt mere, og det er en farlig udvikling. Især i forhold til stress og udbrændthed.

Det er især kapitlerne, der handler om lærergerningen, baseret på interview på to skoler, og de indledende kapitler omkring det grænseløse arbejde, der er spændende set med lærerøjne. De to caseskoler er spændende læsning, og mange lærere vil nikke genkendende til beskrivelserne. Flere kapitler er gode at læse for ledelsespersoner, fordi de tegner et godt billede af lærerlivet som sådan. Så jeg vil anbefale bogen til dem, der gerne vil have perspektiveret deres praksis i en samfundsmæssig kontekst. Men det er overordnet en bog, som primært henvender sig til lærere, der gerne vil reflektere på et mere abstrakt niveau, samt studerende og ledere.