Det er svært at være uenig i, at anerkendende pædagogik er rigtigt og nødvendigt. Efter at begrebet i otte-ti år har huseret i den pædagogiske verden, er tiden kommet til et kritisk eftersyn af det i sin nuværende fremtrædelsesform, en udefinerlig cocktail bestående af behjertede proklamationer, brogede best practice-fortællinger og pift af teoretiske nedslag.

Bogen er en antologi og hviler på et solidt fundament af den tyske socialfilosof Axel Honneths anerkendelsesteori. Forfriskende nyt ved denne bog er, at den udfolder en række perspektiver og eksempler, som viser anerkendelsens kompleksitet uden at miste fokus. Pædagogiske dilemmaer kan håndteres, her er ingen nemme løsninger, men en palet af valgmuligheder, hvor etik bliver rettesnoren.

"Træd varsomt, thi her bliver mennesker til" er eviggyldige ord, som pointerer respekten for børns dannelsesproces. ”Du er så dygtig” er nok en anerkendelse, men den fordamper ofte hurtigt og bærer på overfladisk tilgang i sammenligning med ”Jeg ser dig”, både når de lykkes med noget, og når de ikke lykkes. Lærere og pædagoger er følgesvende på den snoede vej, hvor børn danner sig.

De forskellige forfattere anlægger kritiske blikke på for eksempel diagnosesamfundet og på anerkendelse som blot og bare et værktøj. Pointen i alle artikler er, at den voksnes opgave er at skabe rammer for fællesskabsaktiviteter, hvor alle børn kan deltage. Deltagelse er afgørende vigtigt, fordi den enkelte her kan vise, hvad han kan, og blive værdsat for sit bidrag. Enhver er noget værd for den sociale kontekst, hvor alle deltagere får og giver anerkendelse som ligeværdige parter. Vi ”bliver til” i fællesskabet, vi er afhængige af det: ”Den, som søger noget betydningsfuldt i livet, og som søger at definere sig selv meningsfuldt, må eksistere i forhold til en horisont af vigtige spørgsmål”, citeres filosoffen Charles Taylor i kapitel 5, som er bogens krystalklare fortætningspunkt.

Vi dannes både gennem anerkendelse og fravær af anerkendelse - vi lærer, at ikke alt er anerkendelsesværdigt. Denne pointe fører videre til begrebet vurdering, som er uomgåeligt i skolesammenhæng. Forfatteren Rudjord Unneland anskueliggør, hvordan den professionelles udfordring er de åbne samtaler med børn, deres forældre og kolleger. Samtaler, som ikke pleaser, men hvor den professionelle forstår at balancere mellem at bekræfte og anerkende - og udfordre og stille krav: ”Et realistisk selvbillede giver den enkelte hjælp til at tage et nederlag, men at føle sig skattet er afgørende for at opbygge et realistisk og godt selvbillede”.

Bogen refererer hovedsageligt til undersøgelser eller praksis i dagtilbudsområdet med enkelte afstikkere til skolen. Alligevel kan den med udbytte læses af lærere, idet teorigrundlaget retter sig mod al pædagogisk praksis.

Bogen er oversat fra norsk, og som læser glædes man over, at endnu et vigtigt norsk indlæg i den pædagogiske diskurs har fundet vej til Danmark. Indledningskapitlet skal læses først for at stifte bekendtskab med eller blive opdateret på teorien bag, men ellers kan læseren zappe rundt uden problemer.

Læs den, og tal med hinanden om den i daginstitutionen og i skolen. Og brug refleksionerne til at revitalisere anerkendende handling.