”Et pip fra en gammel radikaler, som jeg ikke kan tage mig af”, var Niels Egelunds arrogante kommentar til denne bog i Kristeligt Dagblad. Imidlertid har andre mere nuancerede debattører allerede erklæret sig enige i nogle af bogens synspunkter.

Bogen er en harmdirrende anklage mod politikerne i forbindelse med folkeskolereformen. Asger Baunsbak-Jensen, tidligere undervisningsdirektør i Undervisningsministeriet, kritiserer den nye folkeskolereform, fordi den ensidigt fokuserer på effektiv indlæring. Det centrale i folkeskolens opgave er opdragelse og dannelse. Det er det, vi har brug for i globaliseringens tidsalder.

Anklagen rettes især mod politikerne, fordi de har gennemført en ny folkeskolereform uden en demokratisk og folkelig debat, hvor forældre og lærere kunne komme til orde. Alt bliver udarbejdet af anonyme eksperter, som ikke har en uddannelse, der matcher folkeskolen. Jurister, økonomer og statsvidenskabsfolk udformer lovene. I tidligere tider var det almindeligt, at folk med skoleerfaring besatte chefstillingerne i Undervisningsministeriet.

”Den nye lov, som ensidigt satser på at give eleverne målbare kundskaber og færdigheder, er dømt til at fejle”. ”Grundlaget under skolen skal være opdragelse og dannelse”.

Forfatteren beskriver derefter, hvordan 1958-loven, Den Blå Betænkning og 1975-loven blev gennemført. Forud for disse love gik en engageret folkelig debat. I den spillede Danmarks Lærerforening, Skole og Forældre (nu Skole og Samfund), amtskonsulenterne, undervisningsinspektørerne og højskolebevægelsen en afgørende rolle. Det var karakteristisk, at i de udvalg, der blev nedsat, var forældre og skolefolk repræsenteret.

Ifølge den nye lov skal eleverne tilpasses til arbejdsmarkedet. Staten er blevet en koncern. New public management-tænkningen og ønsket om rentabilitet fører til rovdrift på mennesker og gør dem syge.

Stilen i bogen er kampskriftets. Et opråb, ofte en staccatostil. Der er ikke tid til lange kæder af argumenter.

Man vedtager en lov uden at forholde sig til, hvad man vil med folkeskolen. Der skal et modspil til mod teknokraterne. Opdragelse, dannelse, menneskesyn og livssyn er døde begreber. Samtidig er tillidsforholdet mellem lærere og myndigheder totalt ødelagt. Tidligere blev skolelovene udarbejdet i tæt samarbejde med lærerne, og ændringer opstod ofte på baggrund af lærernes udviklingsarbejder.

I den moderne globale udvikling og med den nye teknologi har eleverne brug for fordybelse, at lære at respektere andre folks kulturer og i det hele taget folk, der er anderledes. Eleverne skal lære at tage stilling og handle. Dannelsen er det centrale. Eleverne skal præsenteres for livssyn, der kan bære igennem den kommende tid. Ikke kun færdigheder og viden.

Et folkeskoleråd bør udpeges. Det skal være personligt udpeget af uddannelsesudvalget og undervisningsministeren og skal være uden politikere og organisationsrepræsentanter. Det skal diskutere formål, fælles idegrundlag og skal have som opgave at starte en debat i samfundet om skolens formål.

Politikerne skal have mod til at formulere nye visioner. Vi må se i øjnene, at det er nødvendigt at tænke i noget andet end vækst. Vi må lære at blive mere nøjsomme på grund af klimakatastrofen. Det er den moralske kraft og ikke økonomiske kræfter, der skal regere verden.

Her er det den før så magtfulde direktør for Undervisningsministeriet, der taler. Når han i sin tid skred op til talerstolen i Danmarks Lærerhøjskoles festsal for at holde foredrag, var der andagtsfuld stilhed.

På en nylig konference på Nyborg Strand kom Kaj Ove Pedersen, professor ved Copenhagen Business School og forfatter til ”Konkurrencestaten”, netop ind på nødvendigheden af at skabe en tredje vej. Det er vigtigt, at teologer og filosoffer blander sig, så det ikke kun bliver økonomernes menneskeforståelse, som definerer et nyt dannelsesbegreb. Der må være en bedre balance mellem tilværelsesorientering og markedsorientering i skolens arbejde. Der er slagside til økonomitænkning og værdsættelse af elementære færdigheder og elementær viden.

Han står ikke alene med det synspunkt.

Vi skal naturligvis ikke skrue tiden tilbage og forsøge at bruge løsninger, som hører et fortidigt samfund til, men mange af de grundlæggende synspunkter i denne bog har en uhyggelig aktualitet.