”Gud er død”. Friedrich Nietzsche. ”Julemanden er død”. Aruld Hildemar Torrildsøn III, nisse.

Det første udsagn er gennemdiskuteret og beskrevet i moderne litteratur og filosofi. Udsagnet var provokatorisk og rystede mange i deres grundvold. Kenneth Bøgh Andersen går i sin seneste roman langt videre og slår selveste Julemanden ihjel. Så er alle grænser da vist brudt i børne- og ungdomslitteraturen.

Romanen begynder som enhver anden kalenderfortælling den 1. december, men så hører enhver sammenligning også op. Netop den dag dør Julemanden af forgiftede småkager, og den begyndende julehygge afløses af rædsel.

En kamp begynder mellem den onde nisse Krampus og hans følgesvende, killikantzaroierne – oprindeligt børn - på den ene side og og den gode nisse Aruld og hans følgesvende, Rudalf med den røde tud, tvillingeparret Katrine og Frederik og deres ven Jesper, på den anden side.

Kampen foregår i en fantasyverden med adgang gennem Julemandens værksted. Børnene udsættes for gruopvækkende prøvelser. Som i en rigtig fantasyroman opstilles der også i denne bog en lang række etiske og moralske spørgsmål på den samme udfordrende og helt relevante måde, som Kenneth Bøgh Andersen tidligere har gjort i sit forfatterskab.

Bogen flyder over - helt ud på omslaget – med blod. Der er gruopvækkende scener med korsfæstede nisser, afhuggede nissehoveder, og i et fremtidsscenarie slår nogle børn deres forældre ihjel.

Men det er ikke Kenneth Bøgh Andersen, hvis ikke romanen også sprudlede af fortællekunst, underfundig humor og en legesyg driven gæk med læseren. Kenneth Bøgh Andersen har gjort det igen og kan med sindsro læne sig tilbage i sit værksteds store stol med den knitrende ild i pejsen og vide sig sikker på mange, mange læsere.

Slutningen? Som i enhver anden anmeldelse skal denne ikke røbes. Læs selv, nå!