Anmeldelse

KLM på tværs

Alt det vigtigste

Med udgangspunkt i overskrifter som "globalisering og modernitet" og "individ og fællesskaber" føres man med sikker hånd gennem problemstillinger, som er højaktuelle i vor tid.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"KLM på tværs" er tænkt som et supplerende materiale til KLM-faget (kristendomskundskab, livsoplysning, medborgerskab) på læreruddannelsen med udgangspunkt i bekendtgørelsen fra 2013, hvori begrebet "almen dannelse" nu også indgår som tillægsbetegnelse. Der er fem temaer, som behandles og som udgangspunkt kan virke meget overordnede – men frygt ej. Alle 11 kapitler formår at skære tingene ud i pap, så det, som er så stort, kommer ned på et plan, hvor man kan være med.

Fakta:

Titel: KLM på tværs

ISBN: 9788759316337

Pris: 298

Sider: 300

Forlag: Samfundslitteratur

Hvert kapitel indledes med en ultrakort indføring i, hvad der vil blive gennemgået – og i langt de fleste tilfælde hvilken sammenhæng det har med skolens dannelsesopgave. Således får man hurtigt overblik over hvad, hvorfor og hvordan.

De enkelte afsnit er velpolstrede med perspektiveringer, eksempler og så videre, og der er også løbende eksempler på dilemmaer, som man i teorien ville kunne komme ud for i undervisningsverdenen. Det kunne for eksempel være, hvad man gør, når der opstår uenighed om, hvilke sange der skal synges i musik – skal det være dansk eller engelsk, og hvorfor så ikke også inddrage balkanske eller arabiske stilarter? Herigennem inviteres den studerende/læreren til refleksion og diskussion omkring emner, som kan være udfordrende i den virkelighed, som faktisk udspiller sig i folkeskolen.

Bogens sidste tema, "Læreren som værdiformidler", binder en fin sløjfe i forhold til de resterende afsnit. Med spørgsmål som "Hvad er det, læreren skal kunne og hvordan?" kommer man ned på et konkret plan, når det gælder brug af ens viden i de udfordringer, der kan være i skolen. Begrebet "tolerance" er fremhævet som eksempel på en værdi, der er stor enighed om, at samfundet skal bygge på, men som der alligevel opstår mange udfordringer i forbindelse med.

Hvert kapitel er derudover udstyret med studiespørgsmål, og i slutningen af bogen er der et historisk overblik over folkeskolens formålsparagraffers udvikling samt en idéhistorisk oversigt, som grafisk er sat meget hensigtsmæssigt op.

Alt i alt er det en dybdeborende og fyldig bog, som trækker rigtig mange etiske overvejelser i samtiden frem i lyset. Den anbefales herfra!