Selv om "Aktionsforskning i praksis" udkom i 2004, synes denne nye oversættelse af værket at være helt aktuel og særdeles brugbar i dansk kontekst anno 2013.

Bogen indledes med en indføring i begrebet aktionsforskning skrevet af antologiens redaktør Karin Rönnerman. Her fremhæves nogle overordnede perspektiver, der kan siges at være ramme for bogens øvrige dele.

Resten af bogen er opdelt i to dele, hvoraf første del har fokus på forholdet mellem praksis og den udefrakommende forsker, herunder hvad der forstås som praksis i et aktionsforskningsforløb, mens anden del sætter fokus på, hvordan en organisation kan udvikles gennem aktionsforskning.

Hver af bogens to dele indeholder en række kapitler skrevet af forskellige deltagere i aktionsforskningsprojekter. Dette giver en bred indføring i denne forskningsforms muligheder og underbygger desuden pointen, at aktionsforskning foregår i praksis.

Bogens styrke ligger i fremhævelsen af de mange praksiseksempler. Gennem konkrete eksempler på aktionsforskningsforløb bliver man som læser inddraget i såvel planlægning og gennemførelse som opsamling på projekterne. Der præsenteres endvidere en række nyttige redskaber, som er blevet anvendt i aktionsforskning, for eksempel dagbogsskrivning og observation, hvis formål har været at sikre bevidstgørelse og videns-/kundskabsudvikling hos deltagerne.

Endvidere fremhæves der bogen igennem en række elementer, der har betydning for forståelsen af begrebet aktionsforskning. Kan praktikeren – eksempelvis læreren – agere forsker? Hvordan sikrer man kvaliteten af forskningen, hvordan foregår samspillet mellem skolepraksis og universitet, og hvem har overhovedet retten til at definere begrebet aktionsforskning?

Selvom der i bogens anden del inddrages eksempler fra andet end skoleverdenen, må bogen samlet set siges at være meget relevant for især lærere, pædagoger og forskere inden for skole og undervisning. Bogen kan derfor varmt anbefales til enhver, der ønsker at arbejde med udvikling af skole og pædagogik. Aktionsforskningen er særlig relevant i det pædagogiske arbejde, fordi forskeren enten er praktiker eller indgår i tæt samarbejde med praktikeren. Det giver en unik mulighed for forståelse, forbedring og forandring af vores skole.