"Årh!" lyder det fra eleverne. 5.klasse er på kunstmuseum, og i grupper ser de på malerier, som læreren har udvalgt.  "Det er godt nok stort og flot", kommenterer en af eleverne, da de ser på H.A. Brendekildes "Forår"fra 1889. Eleverne betragter det intensivt og diskuterer det og to øvrige malerier - "Marine" af Jens Søndergaard fra 1928 og "Livsglæden - tre dansende figurer"af Edvard Weie fra 1911.

"Man kan næsten mærke hvor dejligt det er, at være der" siger en pige om det sidste.

I grupperne skal de diskutere og beskrive et af billederne.  Det er ikke lige nemt for alle. "Et billede siger jo mere end tusind ord," lyder kommentaren fra en af eleverne.

Bevægelse og forargelse

I museets afdeling for Cobra-kunst genkender eleverne nogle af værkerne fra undervisningen i billedkunst. Men "farverne er klarere i virkeligheden," og man kan se strøgene tydeligere. "De får næsten billedet til at bevæge sig", lyder et par kommentarer.

I et rum for sig udstilles Poul Gernes' ornamentale billeder, og her bliver nogle elever både forargede og provokerede.  Maleriernes enkle, klare former og mønstre er "for let sluppet. Alle og enhver kunne jo lave det dér",mener de.

Alternativt læringsrum

"Hvordan kan kunstmuseet som alternativt læringsrum inden for genren maleri bidrage til mellemtrinets billedkunstundervisning, og hvorledes kan en dialog- og sansebaseret tilgang danne ramme om dette," spørger Diana Gade i sit bachelorprojekt fra Læreruddannelsen i Aalborg ved Professionshøjskolen UCN.

Rutiner bliver brudt

I projektets konklusion fortæller hun, at "teori og praksis i den almene billedkunstundervisning på skolen, var sammenhængende, idet der blev talt om givne begreber, hvorefter disse blev anvendt i formgivningen af elevernes værker." Og besøg på kunstmuseum "kan være med til, at styrke koblingen mellem teori og praksis og dermed muligvis pointere en relevans for eleven."

Selv stille elever blev synlige, fordi klassens faste rutiner og rollefordelinger blev brudt. Elevernes arbejdsprocesser på museet var mere undersøgende og eksperimenterende, og besøget betød, at eleverne nuancerede deres blik på genren maleri, mener Diana Gade. "De flyttede fokus fra primært at rette dette mod egne til andres produktioner og udviklede i denne sammenhæng deres kritiske blik på genren."

Hvad skal vi lave i dag?

I billedkunstundervisningen på skolen forventer eleverne, at de selv skal producere. "Hvad skal vi lave i dag,"spørger de. "På trods af at billedkunstfaget, lige som teorien om de æstetiske læreprocesser påpeger, netop omfatter mere end denne formgivning, bør man alligevel have for øje, at eleverne har dette perspektiv på faget," skriver hun. Det er i billedkunst, at de bogstaveligt talt "sætter fingrene i" den kreative arbejdsproces, og det adskiller faget fra folkeskolens øvrige, mere boglige fag.

Vender blikket udad

I billedkunstlokalet kan eleven vende blikket indad og fokuserer på formgivningen af sit eget værk, men kunstmuseet har "en række restriktioner, der gør, at det billedskabende arbejde her kan være svært at praktisere," skriver Gade. Til gengæld giver museet "mulighed for, at vende blikket udad og betragte andres værker - at opleve en kvalificeret genstand inden for et givent emne, og hermed opfylde fagformålet om at udvikle kundskaber om kunstens billedformer, som de fremstår i den lokale kultur." Kunstmuseet kan være med til at kvalificere billedkunstundervisningen, fordi man her "for alvor har mulighed for, at udfolde begreberne 'følelse' og 'analyse', argumenterer hun.

Kan kun løses på museet

Den vigtigste forudsætning for at udnytte kunstmuseets læringspotentiale er, at eleverne oplever besøget som meningsfuldt, understreger Diana Gade. Det opnås ved at beskæftige sig målrettet med konkrete opgaver og aktiviteter, der kun kan løses på kunstmuseet. De skal foregå i fællesskab og samtidig være tæt knyttet til undervisningen i billedkunst hjemme på skolen. Derudover må man som lærer overveje undervisningens form, en undersøgelse viser nemlig, at "unge finder kunstmuseet kedeligt og forbeholdt de bogligt stærke." Der er blandt andet brug for mere dialog- og sansebaserede tilgange, fortæller undersøgelsen, og det blev bekræftet af bachelorprojektets elever fra 5.klasse, som "fandt kropslig involvering sjov og spændende i museumskonteksten"

Refleksion over følelser og sansning

Den dialogiske tilgang indfanger den æstetiske læreproces' erfaringsform "analyse", som er en vigtig del af billedkunst. Her reflekterer man nemlig over sine "følelser" og umiddelbare sansninger ved at sætte ord på det oplevede. "I denne dialogiske kontekst vil eleverne ikke alene tilegne sig faglig kundskab og viden, men ligeledes udvikle deres sociale kompetence, idet de blandt andet stifter bekendtskab med begreber som "flerstemmighed" og "respekt"."

Svært at sætte ord på oplevelserne

Men det er vigtigt at erkende, at det kan være svært at sætte ord på elevernes oplevelser - i faget billedkunst generelt og særligt i museumskonteksten, understreger Diana gade, som også fremhæver, at det er nødvendigt "at inddrage den sansebaserede tilgang som supplement til det dialogiske aspekt." Kroppens sprog er nemlig et sprog, som alle taler, og eleverne bliver mere motiverede for det gennem legende og eksperimenterende tilgange, mener hun

Kompetencer til livet i en billedtid

I sammenhæng med arbejdet hjemme på skolen rammer en kombineret dialog- og sansebaseret undervisning på kunstmuseet essensen af faget billedkunstfaget: at man ved at "producere, opleve og analysere billeder bliver i stand til at iagttage, reflektere, bruge og forstå billedsprog som kommunikations- og udtryksmiddel."  Og det er "kompetencer, der er afgørende for at kunne leve og agere i en såkaldt billedtid," slutter Diana Gade.  

Hele professionsbachelorprojektet kan findes til højre under EKSTRA: På stedet - et projekt om kunstmuseets potentialer for billedkunstundervisningen