Anmeldelse

Små tasker

Små tasker - store muligheder

Oplagt til tværfagligt praktisk arbejde.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I takt med at forandringens vinde blæser over de praktisk-musiske fag i folkeskolen, og de gamle kulturfag håndarbejde og sløjd gennemgår en metamorfose i retning af håndværk og design, er der et stigende behov for at se fagområdernes praksisformer under en tværfaglig vinkel – ellers giver det ingen mening at fastholde hverken det ene eller andet begreb.

Fakta:

Titel: Små tasker

Forfatter: Sofie Meedom

Pris: 100

Sider: 48

Forlag: Forlaget Vingefang

I hæftet ”Små tasker” er der faktisk rig mulighed for at blive introduceret til klassiske tekstile dyder som modelberegning og maskinsyning, men der er også mulighed for at tage udgangspunkt i et fag som matematik eller nogle mere samfundsfaglige vinkler som eksempelvis resurseforbrug ved tekstilfremstilling eller genanvendelse af industrielt fremstillede materialer. Hæftet er henvendt til praktikeren – i skolesammenhæng først læreren og siden eleven – der tales direkte og i et enkelt sprog om de beskrevne processer, der er delikat og farverigt illustreret.

Der vises fire metoder, tre syede og en enkelt hæklet, og som et virkeligt raffinement fungerer bogens format som mønster til de viste tasker, etuier og penalhuse. Dertil kommer nogle klare beskrivelser af, hvordan der kan sys lommer og stropper, hvad patchwork og applikation er, og hvordan den enkelte taske kan tilpasses mere individuelle ideer. Udtrykket i tingene er lidt råt og rammer fint ind i den aktuelle DIY-bølge (Do It Yourself), som har bud til både drenge og piger.

Eneste lille skønhedsplet er udeladelsen af en indholdsoversigt, da det kan være lidt svært at navigere fra idé til metode og tilbage igen, ligesom de mange krydshenvisninger kræver et godt overblik hos den enkelte læser.