Nu skal det ikke kun handle om det, der ikke fungerer. Slet ikke. Faktisk overhovedet ikke. I hvert fald ikke endnu. Og så alligevel … For uden kendskab og indsigt i problemet ingen revolutioner eller - mindre omstyrtende - udsigt til læring og udvikling. Derfor en lille introduktion til, hvad de fire forfattere og psykologer til bogen "Relationspsykologi i praksis" vender sig imod - hvad de gerne vil fremhæve som kritisk og værd at reflektere over som optakt til eget program: tendensen til at tænke individualistisk og patologisk. Det sidste først og med tal på.

Patologi handler i grove træk om at mønstre sygelige afvigelser fra normalen og stille en diagnose. Og dem bliver der stillet rigtig mange af i dag. Som bogen fremhæver, er antallet af børn, der modtager psykiatrisk behandling, næsten firedoblet fra 1997 til 2006, mens man i 2010 har registreret 30.000 brugere af ADHD-medicin. Et tal, der fortsat stiger.

Kort: Er vi for hurtige til at trække medicinkortet? Og får lægen alle parametre med, når han udskriver recepten? Ja til det første, nej til det sidste, mener bogens forfattere og fremhæver området som langt mere komplekst og sammensat, end hvad vi kan konkludere ud fra de test og undersøgelser, der findes i dag.

Bogens udgangspunkt er, at samfundet – det vil sige os - er alt for fokuseret på at iagttage individets afvigende opførsel og overser relationernes forstærkende indvirkning på symptomerne. Og her er der meget at hente for alle dem, der fagligt er involveret i et andet menneskes skæbne: lærere, pædagoger, psykologer med flere.

Måske gør vi det, fordi vi ikke ved bedre, måske fordi det er det mest belejlige i situationen. For ”det er også rart som professionel at se situationen med udgangspunkt i den individualistiske forklaringsramme, fordi man så kan fralægge sig skyld og ansvar. Når problemet individualiseres til at tilhøre den iagttagede, slipper pædagogen også for at konfrontere forældrene med deres ansvar for at ændre situationen”.

For at få det bedste ud af de mennesker, vi omgås, og – måske – minimere ovenstående problematik skal vi først og fremmest fralægge os tilbøjeligheden til at se den anden ud fra det fremherskende individualistiske perspektiv. Vi skal efterstræbe et RARRT miljø. Et miljø baseret på en relationel, anerkendende, resurseorienteret, reflekteret teori, hvor nærværet og kontakten til den anden og til selvet er i fokus. Med elementer fra både psykologi, filosofi og sociologi formår de fire forfattere at sammenstykke et både interessant og konsekvent bud på, hvordan vi direkte og indirekte påvirker hinandens udvikling, trivsel og læring ved bare at være. Men især når vi åbner munden, er ansvaret for den anden notorisk. Det er både det, vi siger, og måden, vi siger det på. Alt bliver opfattet i sindet og gemt i et selvværd, der kan vokse alle veje. Og netop erkendelsen af, at dit problem også er mit, at vi virker og indvirker på hinanden i kraft af de signaler, vi udsender, er en af bogens vigtigste pointer.

Hen over seks kapitler udfoldes RARR-teoriens enkeltdele, som dog kun virker efter hensigten i kraft af hinanden. For også her gør afhængigheden sig gældende. Hvis man skulker og anvender ét af principperne løsrevet fra de andre, ”mister de deres positive funktion og bliver bare tekniske redskaber”. Oven i købet med stor fare for negative konsekvenser.

Ifølge bogens forfattere skal vi ”genfinde evnen til at møde hinanden og indgå i fælles rytmer, som vi gjorde, da vi først mødte verden. Nysgerrigt, åbent, søgende efter fællesskab og læring”. Det er mindre konstrueret, end det lyder, men kræver en (selv)bevidsthed om de små detaljers store værdi i fællesskabet - og mod og vilje til at turde invitere til relationelle forandringer med henblik på at mindske et andet menneskes destruktive adfærd. Langt mere raffineret præsenteret i bogen og meget mere uddybet, end jeg har mulighed for at forklare her.

Det tager tid at komme igennem "Relationspsykologi i praksis". Ikke fordi det er tør eller svær teoretisk læsning, men fordi læseoplevelsen konstant inviterer til refleksion og overvejelse over måden, man selv indgår og agerer i forskellige relationer på. Professionelt og på hjemmefronten. Det er meget vigtig læsning, som sætter mange ting i perspektiv, og som en gang for alle understreger, at vi har brug for hinanden.

Sæt tiden af til at læse, undres og sætte spørgsmålstegn ved egne selvfølgeligheder, og bliv en bedre lærer. Eller, som bogen slutter: ”Når vi kan løsrive os fra vores gamle tankemodeller og handlemuligheder, kan vi få øje på nye perspektiver og nye løsninger”. "Relationspsykologi i praksis" gør den sætning meningsfuld.