Anmeldelse

Navnepigen

Manga-mindmap

Fantasi og realisme væves sammen i en fortælling, der dybest set handler om at gå fra barn til ung.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Navnepigen er person i fire sammenvævede fortællinger. Fortællingerne er dels tegneserie i mangastilen, dels illustrerede i samme stil. Handlingen i den overordnede fortælling er grundlaget for de indvævede fortællinger. De to teenagere Kim og Robin udformer en fantasiverden, som de tegner og opbygger i papmache og lignende materialer. Robins sære lillesøster, der hedder Harriet, men kaldes navnepigen på grund af sine selvvalgte navneskift efter hver dags navn, fascineres af fantasien og blander sig på flere måder voldsomt i legen.

Fakta:

Titel: Navnepigen

Forfatter: Kristoffer Leandoer, Åsa Ekström

ISBN: 9788771411676

Pris: 279

Sider: 175

Forlag: Turbine Forlaget

Bogen er fire fortællinger, der fortælles i spring, hvilket kan virke lidt forvirrende. Den overordnede fortælling foregår nu. Den afbrydes af flashbacks, som er de samme personer for få år siden. Den tredje fortælling foregår i hovedet på den ene person (navnepigen), men i det fantasiunivers, der er bygget op i flashbacktiden, dog med navnepigen som heltinde. Den fjerde historie er fortællingen om en kvindelig superhelt, Kassandra Karat, som i historien tegnes af Kim.

På det psykologiske plan er der sammenhæng mellem fortællingerne, og der er mange letforståelige symboler; skibet i drømmehistorien hedder for eksempel Tornrose. Selv om der er disse fantasiuniverser, er historien temmelig realistisk med både skolekammerater, skilsmisser og problemer med venskabet. Historien handler om at ændre sig fra barn til ung, om at vælge og også om at gøre verden bedre.

Både indholdet og formen i bogen vil tiltale mange elever i 4.-8. klasse.