Indrømmet: Jeg har en svaghed for skønlitteratur og det skønlitterære arbejde i folkeskolen. Og som praktiserende underviser i de små klasser er jeg lige begejstret hver gang en forfatter og et forlag prioriterer temaet til trinnet. Derfor har jeg også svært ved at få hænderne ned over Anette L. Christiansens Hen over bjerget – litteratur og læseforståelse i indskolingen, som er Dansklærerforeningens bidrag til at gøre de små elever mere fortrolige med emnet. Nysgerrige kan allerede nu og frem til midten af november gå ind og lure gratis på indhold, form og omfang i den ibog, som er materialets nerve, og som giver mulighed for at tilbyde litteraturen som andet og mere end sorte bogstaver på papir.

 Udover den ret så omfattende ibog til både lærer og elever er Hen over bjerget også en fysisk tekstbog og et arbejdshæfte, der angriber hver lille historie på sin måde – med hver sin læsestrategi. Til én skal der udarbejdes personkort, til en anden skal eleverne bevæge sig først opad og siden nedad Fortællebjerget. Det er meget visuelt og relativt konkret, men aldrig kedeligt. Det er syv meget forskellige tekster eleverne skal arbejde med, og lærerens opgave er at vurdere, om mødet og analyserne skal foregå i ibogen eller i taskebøgerne.

Historierne er de samme og til dels også de tilhørende opgaver, mens digitaliseringen har den fordel, at eleverne blandt andet kan få teksterne læst højt. Og så er det også her, man finder de såkaldte modelleringstekster, som er tænkt som en forberedende fællesgennemgang af de læsestrategier, eleverne senere skal gøre brug af i deres egne bøger.   

 ”Du skulle plukke en fin buket blomster til din bedstemor”, siger ulven til Rødhætte i tekstbogens første historie. Det gør Rødhætte og ender, som de fleste ved, i ulvens mave. Men hvorfor er Rødhætte ikke bange for ulven? Hvad tænker ulven mon på? Og hvad kan vi lære af eventyret? 

For at få eventyret om pigen med den røde hætte under huden, skal eleverne selv være operative. De skal læse - eller få højtlæst teksten -, anvende illustrationerne i de tilfælde det giver mening og lukke huller med tankens kraft, når svaret ligger imellem og ikke på linjerne. 

Og sådan er det i øvrigt med hele molevitten: Omdrejningspunktet er aktive elever, der går i dialog med teksterne og med læreren som synlig vejleder og tovholder. For nok er historierne spækket med indhold til et spændende litteraturarbejde, men det er spildt, hvis eleverne når at gå kolde i lix eller sammensatte sære og svære ord. Der skal samtales om teksterne og der skal samarbejdes om opgaverne. De udvalgte historier spænder over flere forskellige genrer og er ikke længere end et par sider hver. De er sjove, komplekse, sørgelige og fjollede og skal nok sørge for at få sat gang i elevernes spørgelyst og appetit på at gå på opdagelse og finde svar fra egne ’gemmer’. Et godt sted at starte, hvis eleven skal opnå ejerskab og motivere lyst til at granske skønlitterære tekster i fremtiden.

Det er ikke et materiale eleverne selv kan sidde og arbejde med, men et energikrævende fællesprojekt som hele tiden skal overvåges og samles op på. Til gengæld – og det er jo det, det hele handler om – er der næsten garanti for, at eleverne fremover vil møde skønlitteraturen på skønlitteraturens præmisser og tage et ”noget” med sig hjem fra bogen, som de kan ”tænke over og huske.”