Anmelderstjernerne er allerede drysset i en lind og velfortjent strøm ned i Hassan Preislers fremstrakte hånd under den grønne paraply (venligt udlånt af en vis politisk ukorrekt tigerforfulgt, pandekagespisende, farvet lille dreng). Forlaget har udråbt Preisler til årets debutant, hans bog, "Brun mands byrde", er indstillet til DR Romanprisen, og begejstringen over skuespillerens/foredragsholderens/teaterinstruktørens selvbiografiske roman serveret som et barsk og begavet prosa(ind-)spark i integrationsdebatten har i det hele taget været stor.

Og romanen er da i den grad også en anbefalelsesværdig oplevelse, som er langt mere end en debatbog.

Den kapitelløse roman, som der står så insisterende på forsiden, består af tekststykker a to-tre sider. I løsrevne episoder og refleksioner i en uforudsigelig rækkefølge med et hektisk fortælletempo af en nådesløs, sarkastisk, men også meget morsom fortællestemme serveres Hassans egen farverige historie, alt imens blottende betragtninger over den såkaldte integrationsindustri og udleverende selvindsigter klistrer tekststykkerne sammen.

Som positiv - naiv - hallalhippie rystes grundvolden flere gange undervejs, hvilket får chaien til at havne i den gale hals. Som når fortælleren Hassan ublu afslører sig selv som beregnende konferencerotte, der malker integrationspengepuljerne og ”spiller fantastiske assimileringsouverturer” på de mange ”mangfoldigheds- og inklusionsseminarer, der stinker af sure socialpuljesokker og gammel godhedsost”. Seminarer med alskens gode hensigter, men hvor hvordan-ordet ikke er inviteret:
”Og jeg fortryder, at jeg brugte dette 'hvordan', dette allermest forbandede af hv-ord, der hører til et andet sted end i inklusionsdebatten”, som Hassans romanstemme knusende konstaterer. Det er skarpt, det er desillusioneret, og det er rasende godt!

Bogens – og virkelighedens – Hassan er søn af en pakistansk far og en dansk mor. Han er undfanget i Cambridge og født i Charlottenlund med en barndom i Bern, Berlin og Bagsværd. Hassanfiguren har således kulturmodeller og identiteter nok at trække på, og udgangspunktet for teksternes rablende talestrøm er da også, at den brogede baggrund og den ikke-danske hudfarve medfører evig splittelse og skiftende forestillinger om identiteten og meningen med det hele. En hjemløs tilstand, som beskrives allerede i bogens første afsnit: ”Jeg er en kamæleon, og jeg kan være, hvem du synes, jeg skal være”.  

Men noget af det stærke ved bogen er, at sideløbende med den skarpe kritik af begge sider af integrationsmødet dubleres spørgsmålene fra de etniske forhold og ydre vilkår til en indadskuende identitetsundersøgelse, der handler om at kaste forhåndsgivne (offer-)fortællinger af sig og finde sig selv – tydeligst beskrevet på side 38, hvor fortællesituationen kort løftes ud over sig selv, når Hassan fortæller, at ”(jeg) går ind og bestiller kaffe og croissant og slår skærmen op og ser på siden, og der er det. Mit punktum. Jeg har sunget klagesange længe nok. Jeg vil være den, jeg er. Nu vil jeg smide det hele over bord og være mig”.

Der er således temaer nok i bogen at tage fat på - også i en pædagogisk sammenhæng på ungdomsuddannelserne og med de ældste elever i grundskolen – fra integration og racisme til fremmedhed og identitet. Og sprogligt er bogen også en fornøjelse at fortære med en form og tone, som med rette er blevet sammenlignet med Dan Turèlls. Men læs den selv! Meget gerne med elever - men som minimum for dig selv!