Spændende bog, der tager udgangspunkt i et relevant opgør med den stigende medicinske diagnosekultur inden for specialpædagogisk arbejde, og som vellykket forsøger at erstatte den stemplende diagnostiske tradition med en nyere relationspsykologisk forståelse, hvor man ser og forstår individet i intens samspil med omgivelserne. Modellen bygger på fire relationspsykologiske grundprincipper, som samlet kaldes for RARRT: Relationel, anerkendende, resursefokuseret og reflekteret teori. Disse principper danner strukturen for bogens forskellige kapitler og flettes hensigtsmæssigt ind i hinanden.

Relationer skaber individet. Moderne udviklingspsykologi viser klart babyens afhængighed af relationerne, og hvorledes denne lige efter fødslen er i stand til at påvirke disse, for eksempel moderens spejlende gensvar. Vi får indblik i hjernens modning, spejlneuronernes vigtige rolle, den affektive afstemning, de nærende øjeblikke, den nonverbale kommunikation, og hvad der sker, når sproget får en central rolle i samspillet. Det er pædagogens kontinuerlige rolle at arbejde med at forbedre relationerne gennem udviklingsstøttende møder og aflæring af uhensigtsmæssige tidligere indlærte relationsformer.

Bogen bygger på anerkendt psykologisk teori og forskning og fremtræder imponerende som en samlet teorikonstruktion med en klar pædagogisk praksisorientering, der er af største relevans for lærernes daglige praksis. Der bruges løbende illustrerende cases og gode opsamlende temaspørgsmål.

Indimellem virker bogen lidt overoptimistisk i forhold til faktorer som tung social baggrund, kulturelle modsætninger og troen på det selvudviklende/lærende/refleksive individ – men den positive, anerkende filosofi kammer aldrig over.

Bogen er et yderst velkomment psykologisk bidrag i forhold tendensen mod overdiagnosticering af børn og unge, og især fordi den opstiller et klart alternativ: at arbejde med at forbedre relationerne og derved at fremme socialitet.