Anmeldelse

KRAP

Redskaber til anerkendende pædagogik

Det særlige ved denne bog er, at den, i en meget konkret forstand, tager læseren ved hånden og viser nogle vigtige anerkendende tankegange, men mest af alt præsenterer bogen en lang række modeller og skemaer, som ligger klar til brug for pædagogen og læreren.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.


Fakta:

Titel: KRAP

Forfatter: Lene Metner, Peter Bilgrav

ISBN: 9788772818573

Pris: 624

Sider: 154

Forlag: Dafolo

Alle kender efterhånden til vigtigheden af en anerkendende pædagogik. Der findes en lang række af teorier og metoder til af forfølge dette ideal: Læringsstile, de mange intelligenser, LP-model, SMTTE-model og inklusion er eksempler på tanker og ideer, som allerede fylder meget i skolers og læreres tankeverden.

Det særlige ved denne bog er, at den, i en meget konkret forstand, tager læseren ved hånden og viser nogle vigtige anerkendende tankegange, men mest af alt præsenterer bogen en lang række modeller og skemaer, som ligger klar til brug for pædagogen og læreren samt andre, der har som opgave at støtte andre menneskers liv og udvikling.

Kodeordet er ”KRAP”, som står for kognitiv, resursefokuseret og anderkendende pædagogik. Systemets overordnede logik er, at enhver anerkendende pædagogik må arbejde med tre faser: 1) registrering og afdækning, 2) analyse, forståelse og overblik og 3) ændring og udvikling. Alle bogens eksempler, fra case til redskab, er bygget op over denne progression.

Det er klart nok en meget anvendelig bog for professionelle, som gerne vil udvikle en mere anerkendende tilgang til pædagogikken. Det er dog stadig vigtigt, at de, som vil styrke deres professionalitet i en bestemt retning, foruden selve "redskaberne" også må kende til de teorier, idealer, diskurser og egne intentioner, som knytter sig til valget af netop disse redskaber. Med en sådan bagvedliggende viden give denne bog gode bud på nogle værktøjer, som ud fra professionelle skøn kan anvendes direkte i det pædagogiske arbejde.