Anmeldelse

Spædbarnsterapi

Spædbarnsterapi virker også til store børn

Spædbarnsterapi er et bud på, hvordan man kommer det lille barn (store og små) til hjælp, når barnet har oplevet noget voldsomt. I bogen deler de to forfattere ud af deres viden og erfaring på en måde, så det kan inspirere os alle.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det usagte binder energi, og man kan ikke blive for gammel til at have gavn af at få sat ord på det, der er sket", siger Francoise Dolto, som har leveret inspiration til forfatternes anvendelse af spædbarnsterapi. Hvis vi, der omgås børnene i skolen, tilegner os spædbarnsterapiens metode og teori, kan vi hjælpe til med at frisætte den bundne energi, så den kan anvendes til læring.

Fakta:

Titel: Spædbarnsterapi

Forfatter: Inger Thormann, Inger Poulsen

ISBN: 9788741257167

Pris: 220

Sider: 202

Forlag: Hans Reitzels Forlag

Vi står i dag med nogle udfordringer i skolen, som kræver, at vi bruger andre tilgange til opgaven, end vi hidtil har brugt.

Antallet af ADHD-diagnoser stiger eksplosivt i den vestlige verden. Kan symptomerne skyldes andet end genetik, og kan de afhjælpes på anden vis end med medicin?

Vi har i dag fokus på tidlig opsporing og indsats. Det betaler sig både menneskeligt og økonomisk at løse problemerne, mens de er små, og vi, der færdes med børnene, skal klædes på til at spotte, hvor der er behov for hjælp.

Skabelsen af den inkluderende skole er en gevinst. Ikke kun for børn med særlige behov, men for alle børn. Det er dog en stor udfordring for skolens personale, og skolerne skal for at kunne klare opgaven i fremtiden råde over andre typer af viden og handlemuligheder, end vi hidtil har haft.

I Løgstrup Skole har vi afprøvet den handlemulighed at uddanne alle lærere og pædagoger til bedre at kunne samtale med eleverne og, hvis forældre, barn og personale er enige om behovet, da at tilbyde barnet professionel terapi (se artikel i Folkeskolen nummer 1/2013 - "Inklusion i Løgstrup").

Langt de fleste børn har en naturlig opvækst med de småknubs, livet giver. Nogle få børn får oplevelser, der på forskellig vis traumatiserer dem og binder deres energi. Vi må udvikle vore skoler, så vi ikke kun kan tilbyde udredning og diagnoser, men også kan tilbyde handling.

Vi har brug for redskaber, som de præsenteres i denne bog. Bogens mange eksempler og cases sætter billeder på, hvordan teorierne kan omsættes til praksis.

Gennem italesættelse bliver det skete aftabuiseret, og der kan samtales om det. Giv barnet respekt for den måde, det klarer sit livs udfordringer på, i stedet for medlidenhed.