I folkeskolen kategoriseres børnene på mange måder: særligt begavede, psykisk sårbare, særligt følsomme, orkidébørn, tosprogede, piger, drenge, autister, ADHD-børn, sent udviklede, fysisk handicappede, ordblinde, socialt belastede børn, traumatiserede børn i forbindelse med sorg og krise, børn med særlige læringsstile og så videre. Og der skal naturligvis tages særligt hensyn til dem alle. Det mener mange forældre i hvert fald. Og det er jo ikke noget problem i Ny Nordisk Skole, hvor alle problemer - især de økonomiske - løses ved undervisningsdifferentiering og inklusion.

Så er det nu absolut nødvendigt at komme med endnu et par kategorier, nemlig de introverte og de ekstroverte indstillingstyper?

Denne bog er et forsvar for de introvertes ret til at være, som de er. Det er gjort underholdende, enkelt, velskrevet, humoristisk, uhøjtideligt og provokerende. Det er en glimrende bog om emnet, og det er tiltrængt, at der skrives om det.

Hvad vil det så sige at være introvert? Introverte foretrækker at være sammen med en eller få mennesker. De overstimuleres ved at være for længe sammen med for mange mennesker og tappes for energi. De lader op og fornyr sig ved at være alene. De vil helst beskæftige sig med den indre verdens følelser og ideer og bliver hurtigt udmattede af at være på. De tænker, før de taler.

Forfatteren citerer C.G. Jung. Han er den, der mest nuanceret og dybtgående har beskrevet de to indstillingstyper, og hans teorier danner udgangspunkt for en test, som stadig bruges i erhvervslivet ved ansættelse af personale. Han er ikke i høj kurs på universiteterne for tiden (moden skifter), men hans teorier er det i høj grad værd at beskæftige sig med.

Det må være befriende for introverte at læse, at man ikke er unormal, når man ikke er meget for smalltalk, kontorlandskaber og lange gruppearbejder, og når man ikke nødvendigvis behøver at fare ud med nye ideer og initiativer hvert kvarter. Man må acceptere de introvertes og de ekstrovertes kvaliteter og svagheder. Det tjener alle bedst.

Når forfatteren skildrer de to typer på en arbejdsplads, er beskrivelsen af introverte dog lige lovlig forenklet. De introverte bliver ved, til de finder en god løsning. De tager ikke så mange chancer og begår ikke så mange fejl. De er loyale, har svært ved at lyve, er selvstændige og kreative, og det fremstår nærmest, som om de ekstroverte er det modsatte.

Men ellers kommer bogen vidt omkring og handler også om introverte og ekstroverte i et parforhold. Afsnittet om børn og skole får mig til at tænke på Ny Nordisk Skoles lyksaligheder. Man kan frygte, at de introverte får det meget hårdt, når de bliver tvunget til at være sammen med andre børn i det planlagte antal timer og konstant skal aktiveres af friske og fagligt kvalitetsbevidste, målrettede pædagoger og lærere og eventuelt også andre personalegrupper uden pædagogisk uddannelse. Man må håbe, at der også skabes plads til stille stunder og stille steder til kreativ ro.

De ekstroverte har det lettest i det moderne samfund, som gerne vil have udadvendte, aktive, konstant venligt smilende mennesker, der med begejstring realiserer nye friske ideer uden for lang betænkningstid i en effektiv public management-kultur.

Ekstroverte og introverte er lige uundværlige og værdifulde, og denne bog kan åbne for, at de bedre kan tale og arbejde sammen og acceptere hinandens forskelligheder i alle livets forhold.