Anmeldelse

Trykt i luften

Mundtlighed, der sætter barren højt

Aldrig kedeligt, men udfordrende og lidt forvirrende læremiddel om sociale medier.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Titlen "Trykt i luften - Mundtlighed og kommunikation på nettet" er lovende. Den vidner om den verden, de unge lever i – en verden gennemsyret af sociale medier. Forhåbningen om et læremiddel, der tager stilling til denne virkelighed og forholder både elever og lærere til den, vækker glædelig opsigt.

Fakta:

Titel: Trykt i luften

Forfatter: Gitte Moltzen, Birgitte Selsøe Sørensen

ISBN: 9788723039941

Pris: 194

Sider: 112

Forlag: Alinea

Umiddelbart er materialet nøje gennemtænkt. Strukturen lægger sig op ad strategier fra cooperative learning, interessante arbejdsområder præsenteres i indholdsfortegnelsen, der er vedkommende tekster og emner.

Læremidlet henvender sig direkte til eleven. Tekst og opgaver er formuleret som direkte fremgangsmåde til læseren. Der er formuleret mål, der er opgaver, faktabokse, arbejdsstrategier og endelig evaluering til hvert afsnit, som føres i portfolio eller logbog. Alt sammen en undervisers drøm, men læremidlet har brug for tæt støtte af læreren. Teksten i bogen er svært formuleret og til tider forvirrende. Det giver en risiko for, at ikke alle eleverne forstår indholdet af opgaver og faktabokse, som er centrale i bogen. Der er desværre for få teksteksempler, som eleverne kan læne sig op ad i deres arbejde med opgaverne. Der findes mange gode tips og ideer, der i visse tilfælde bliver til så mange, at det føles uoverskueligt at skille dem fra hinanden. Der er mere eller mindre konkrete forslag til evaluering, som er valgfrie, og det kunne virke uoverskueligt for eleven, der ikke har det store overblik.

Eleverne bliver igennem hele materialet stillet over for ansvar. Ansvar for egne og andres handlinger, ansvar for eget sprog ved at præsentere dem for Jokerens ”Lørdag aften” og ikke mindst ansvar for at få elegance og overlegenhed i personlig mundtlighed. Ansvaret kommer til udtryk ved, at eleverne igennem ord, begreber og eksempler skal overveje deres egen rolle. Hvem er jeg? Hvad vil jeg gerne fortælle? Hvordan gør jeg det på min måde? Ansvaret holdes de oppe på efter hvert kapitel, hvor der føres logbog eller portfolio.

Afsnittet om digitale medier har fortjent fået en plads i dette læremiddel. Digitale medier fylder unge menneskers verden. Samtale om vigtigheden og alvoren af disse medier skal ikke undervurderes. Kendskab til forskellige medier etableres, og der lægges op til en grundig debat om sprog og opførsel i de sociale medier. Hvilket bør finde sted i alle klasserum i udskolingen.

Layoutet er overskueligt, og brugen af gentagne overskrifter som "Øvelse gør mester", "Lyst til mere?" og "Evaluering" vækker genkendelsesglæden igennem læremidlet. Der er masser af flotte kunstværker, som er ungdommelige og tidssvarende. De virker dragende og nogle også humoristiske, som taler til den unge. Det bliver aldrig kedeligt at vende en side i bogen.

Ideen med læremidlet er fremragende. Genrer og emner, der tages op, er interessante, anderledes, tidssvarende og appellerer til den unge. I "Trykt i luften", hvor det enorme spekter delvist gennemarbejdes for hastigt til, at det når at bundfælde sig, vil det sande potentiale for at udvikle eleverne mundtligt og personligt træde frem ved tæt støtte fra lærer og eksemplariske tekster.