Anmeldelse

U'et som praksis

Sløjfen skal du binde selv

Albert Einsteins citat, "The only source of knowledge is experience", bliver smukt udfoldet i bogen gennem ni forskellige praksiseksempler på kreative læringsprocesser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I en tid hvor indholdet i en heldagsskole debatteres på skolerne og i det omkringliggende samfund, kommer denne bog med et tydeligt budskab om de kreative processers uomtvistelige nødvendighed i skolen. En dejlig inspiration til, hvordan man på nye måder kan arbejde med udvikling af elevernes grundlæggende kreative kompetencer.

Fakta:

Titel: U'et som praksis

ISBN: 9788777067273

Pris: 278

Sider: 152

Forlag: Dansk Psykologisk Forlag

Bogen henvender sig derfor til både undervisere, ledere og studerende inden for det pædagogiske fagområde.

Bogen er inddelt i to dele, en teoretisk og en praktisk del. Det teoretiske fundament for bogen bygger primært på Otto Scharmers Teori U og et fænomenologisk perspektiv.

Et af bogens hovedbudskaber er, at det er vigtigt, at børn og unge lærer at navigere i vores superkomplekse samfund. For at kunne dette er det nødvendigt at have et anker i sig selv. Dette anker kan der arbejdes med gennem kreativt skabende processer.

Bogen sætter ord på noget af det, der er svært at sætte ord på - nemlig det, vi kan få adgang til via det sansende - for eksempel dansen eller håndarbejdet - et vigtigt supplement, til når vi kun er tænkende.

Jeg kunne have ønsket mig en syntese mellem den teoretiske og den praktiske del i slutningen af bogen, men ved nærlæsning bliver man klædt godt nok på til selv at kunne forene teori og praksis og selv "binde sløjfen".

Bogen er mig bekendt den første af sin slags til at formidle Teori U til en håndgribelig tilpasset proces direkte henvendt til arbejdet med børn og unge og gør teorien konkret i udviklingen af kreative kompetencer baseret på og i praksis. Jeg synes, den er inspirerende og befriende håndgribelig. Jeg kan varmt anbefale bogen.