Denne bog er virkelig værd at læse. Der er gods i den, ny viden og inspiration til lærere i folkeskolen, lærerstuderende, forskere og undervisere på læreruddannelsen.

John Hattie og hans medarbejder Helen Timperley har skrevet en enkelt artikel i bogen. Resten er skrevet af danske, norske, engelske og amerikanske forskere.

Indledningsartiklen er nøglen til de øvrige indlæg. Her redegør John Hattie og Helen Timperley for deres synspunkter, der bygger på en forskningsoversigt, der udgør en syntese af over 800 metanalyser af faktorer, der påvirker elevers læring. Deres hypoteser bygger på en gennemarbejdning af en overvældende mængde empirisk forskning. Her præsenteres og uddybes betydningen af de tre efterhånden velkendte spørgsmål: ”Hvor er jeg på vej hen?”, ” Hvordan klarer jeg mig?” og ”Hvor skal jeg hen herfra?”

Nogle af de centrale pointer i artiklen er, at de vigtigste faktorer i forbindelse med en effektiv læring er elevernes selvevaluering og bevidsthed om egen læring, en formativ og dynamisk feedback og en konkret fremadrettet vurdering for læring. Der beskrives fire niveauer i denne feedback: opgaveniveau, procesniveau, selvreguleringsniveau og personligt niveau. Forfatterne betoner, at de tre første niveauer er effektive i forbindelse med elevers læring, mens det sidste ikke har den store betydning. Ros kan tværtimod fastholde dem i uhensigtsmæssige mønstre.

Et godt klima i klassen er afgørende, for at en feedback kan fungere, og fagligt og pædagogisk kompetente lærere er afgørende. Samtidig må den feedback, der gives, afpasses efter den kulturelle kontekst, eleverne befinder sig i.

Der er også en del konklusioner, der kan virke provokerende. Forfatterne tager afstand fra læringsstile som biologisk bestemte måder at lære på. Tværtimod skal eleverne lære forskellige læringsstrategier, der hos dem alle kan give mulighed for at lære på mange måder og med alle sanser. Effekten af læringsstile er ikke dokumenteret med evidensbaseret forskning. Desuden mener de, at små hjerter, test og rangordning af elever og skoler kan være direkte skadeligt især for de svageste elever.

Der er en rød tråd igennem hele bogen. De samme temaer, som er belyst i første kapitel, følges op ud fra nye synsvinkler. Nogle af forfatterne skriver direkte i forlængelse af Hatties hypoteser. Det er ulejligheden værd at fordybe sig i alle artiklerne, som ikke kan omtales grundigt her.

Gennemgående temaer i dem er vigtigheden af, at eleverne tilegner sig læringsstrategier og til sidst lærer at planlægge, evaluere og vurdere deres egne læringsforløb. I dette forløb er lærerens kompetente støtte afgørende. Der skal formuleres præcise og konkrete mål, gives vejledning i og eksempler på hensigtsmæssige læringsstrategier, og lærerne skal stadig være opmærksomme på elevernes læringsproces, så de kan støtte eller instruere dem, når processen ikke lykkes.

Læringen skal ikke kun være en overfladisk tilegnelse af kundskaber, men en dyberegående videnstilegnelse, og test kan kun vurdere en lille del af læringen. Der lægges også vægt på en kreativ og innovativ læring og feedback i samarbejde med andre i en proces, hvor læreren er rammesætter.

Klasseledelse omformuleres i en af artiklerne til læringsledelse. I forbindelse med et forskningsprojekt her i landet beskriver forfatteren betydningen af klare regler og vigtigheden af, at lærerne besidder ledelseskompetencer.

Et enkelt afsnit fokuserer på relationen mellem skoleledere og lærere. Her overføres de samme ideer, som før er beskrevet, på ledelsesniveau. Artiklen giver mig det indtryk, at realiseringen af forfatterens ideer om evidensbaseret ledelse vil føre til en intensiv, ekstern kontrol og et krav om, at alle lærere skal leve op til nogle forudbestemte, ideelle, ensrettede roller. Desuden er der et stort gab fra forfatterens beskrivelse af den ideelle superleder til den verden i virkeligheden, jeg kender til. Jeg har endnu ikke mødt dette lederideal.

Fra flere sider er Hatties teorier blevet kritiseret. I bogen ”Feedback i skolen”, som jeg for nylig har anmeldt på folkeskolen.dk, forholder forfatterne sig kritisk til nogle af Hatties hypoteser, fordi de er svagt underbygget empirisk. Endelig kan man af Hastties forskning få det indtryk, at evidensbaseret forskning kan fortælle os, hvordan vi skal undervise. Det tager de nævnte forfattere afstand fra. Pædagogik handler om værdier, mennesker, komplekse, uforudsigelige processer, og lærerne må have et frirum til at handle rigtigt i forbindelse med deres elever, deres skole og den kulturelle kontekst, de indgår i.

Evidensbaseret forskning kan således bruges som inspiration og som hypoteser, man kan overveje at tage hensyn til og lade sig inspirere af i sit daglige lærerarbejde. Den kan aldrig fortælle lærerne, hvad der virker bedst i deres klasse.

Jeg er enig i denne kritik. Men det ændrer ikke ved, at Hatties forskning og alle artiklerne i denne bog er fremragende indspark til overvejelser over, hvordan folkeskolens komplicerede parksis kan og bør udvikle sig.