Anmeldelse

Elin under havet

Elin under havet

En smukt illustreret graphic novel om overgreb og ensomhed.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bogens første opslag viser en hånd, der åbner en laptop, dernæst et screenshot af sitet "Zenfighting” og pigen Elins indlæg. Scenen skifter. Elin er ude i naturen, en hule oppe i et træ med nogle veninder. På vejen hjem plukker hun en blomst, hun forærer moren. Men moren synes, at blomsterne er pænere ude i naturen, og Elin smider den derfor ud. Her viser genren, hvad den kan. Når der fortælles i billeder, kan det ordløse foldes ud, et nedadbøjet hoved og blomsten, der kastes i skraldespanden.

Fakta:

Titel: Elin under havet

Forfatter: Sofie Malmbjerg

ISBN: 9788763827768

Pris: 200

Sider: 127

Forlag: Høst og Søn

Elin tænder computeren. Kampsportsinstruktøren fra Zenfighting skriver til Elin, at han synes, hun er fantastisk, og hun bliver så glad, at hun fortæller det til sit hårspænde, der har form af en panda, som fungerer som en slags apostrofe i historien. Instruktøren spørger hende, om hun er ensom, og fortæller, at det kender han godt. En dag sender Elin en besked til sin mor om, at hun tager hjem til en fra klassen. I stedet mødes hun med instruktøren, som vil lære hende Dragon Style Fighting.

Læseren har endnu kun set udsnit af manden, hans træningstøj bagfra med en drage på, en arm, et udsnit af øjnene, hvilket gør det meget spændende. Han fortæller hende, at han vil hjælpe hende med at styrke hendes qi, som er blokeret. Hun skal bare komme ned i et rum i centret, hvor han kan behandle hende på en briks. Her skal hun tage tøjet af. Denne scene er malet i clairobscur, og man kan næsten ikke se, hvad der foregår.

Man forstår godt, hvorfor tegneseriens Godfather, Will Eisner, udgav en af sine bøger med undertitlen "a graphic novel", idet indholdet var for alvorligt til blot at kaldes for tegneserie. Ligeledes kan man sige om ”Elin under havet” med det mørke tema om et overgreb. Historien står visuelt stærkt kombineret med teksten. Den mangainspirerede billedstil gør det overkommeligt at sluge historien, og der er da også tomme pladser. Historien er nænsomt beskrevet, hvorfor den er oplagt at bruge i undervisningssammenhæng til elever på mellemtrinnet. Bogen er Sofia Malmbergs debut. Man kan glæde sig til at se det næste fra hendes hånd.