Man taler om forberedelsestid for tiden, om hvorvidt læreren skal have en mere eller mindre centralt fastsat tid til at tænke sig om i, eller om hele arbejdstiden skal båndlægges af kommuner og skoleledelser, så KL's misfoster af et skolesyn "nysyn på skolen 2010" eller Antorinis kulturfjendske Ny Nordisk Skole kan rulles ud over landet. For mig at se handler synet på "forberedelsestiden" om, hvorvidt man bør lægge tænkningen, altså filosofien, til grund for lærergerningen, eller om det er den loyale embedsmand, vi skal bruge som den relevante metafor. Den første, altså filosoffen, behøver fri tid, den anden, altså embedsmanden, gør ikke.

Diskussionen forplumres af, at Danmarks Lærerforening (DLF) har tilsluttet sig Ny Nordisk Skole, der gør læreren til en embedsmand, dvs. til en person der eksperimenterer med forskellige metoders effektivitet, så skolen kan indfri postulerede udfordringer; udfordringer, som vel at mærke overhovedet ikke formuleres i regi af skolens formålsparagraffer, der gisper efter vejret i et sted i det åndelige udkantsdanmark. En udkant der for tiden, paradoksalt nok, bebor landets centrale regioner.

Men hvis DLF nu ikke havde været fristet til at omdanne Danmarks skolelærere til embedsmænd - hvis den havde stået fri som fuglen i en dansk og europæisk skoletradition, fri for Antorinis, Corydons og KL's antidannelses-"udfordringer"? Hvad så? Hvad ville læreren så være? En filosof eller en embedsmand? Og hvordan ville man så se på "forberedelsestiden"?

Jeg kan foretage sammenligningen ret godt, fordi jeg har en uddannelse i statskundskab; en uddannelse som er storleverandør til landets embedsværk; derudover er jeg pædagogisk filosof, og endelig underviser jeg skolelærere på DPU.

Hvornår er en filosof på arbejde? Det kan jeg simpelthen ikke svare på. Hvis en mellemleder kom til mig eller mine kolleger og sagde: "Nu arbejder du mellem 8 og 15, og derefter kan du holde fri" eller "noter din arbejdstid på et skema", så vil det betyde et enormt kvalitetsfald i dansk filosofi og i filosofisk forskning. Er jeg på arbejde, når jeg vågner om morgenen med et eller andet citat rumsterende i hovedet? Når jeg skimmer avisen for indlæg om pædagogik og udannelse? Når jeg e-mailer over face-book med en af de politiske uddannelsesordførere? Når min egen søn giver mig en filosofisk ide pga. en eller anden pudsig tilfældighed? Eller er jeg mere på arbejde, når jeg bruger to timer på at lave en rejseafregninger for to kopper kaffe i toget? Eller når jeg sidder fredag aften i mit sommerhus og skriver en artikel, mens x-faktor kører i baggrunden? Jeg aner det ikke, og ingen aner det. Hvorfor ikke? Fordi tanker ikke er et samlebånd. De kommer og går, drevet frem af opmærksomhed, koncentration og afslapning. De er nære, ligesom musik for hørelsen. Man kan blot ikke slukke for tanke-radioen. Man er tæt på de tanker, der er i nærheden, og de sætter sig og rumsterer, uanset om man vil eller ej. Filosoffen er altid i en situation med spørgsmål og svar. Han er i situationen, den omgiver ham, han bader i den. Han må svare, han er an-svar-lig, eller på engelsk: "responsible".

Hvornår er en embedsmand så på arbejde? Det er han, når han er loyal over for den til enhver tid siddende politiske ledelse eller sin overordnede. En embedsmand går på arbejde mellem 8 og 15, og derpå går han hjem. Det kan godt være, han tager arbejdet med hjem, men så er det ikke, fordi han er filosofisk, så er det, fordi han er stresset. Bliver han filosofisk, altså opsluges af spørgsmål-svar situationer - af responsibility - går det galt. Så kan han ikke være embedsmand mere. Så må han finde et andet job. Embedsmanden er også ansvarlig, men mere i betydning: Loyal overfor sin overordnede. Han er "accountable", som det hedder på engelsk. Han står til regnskab, til "account".

Dette skel - mellem "responsibility", altså at være i en spørgsmål-svar situation som er filosoffens materie, og "accountability", altså at være loyal overfor chefen som er embedsmandens materie - er særdeles aktuel for lærerens vedkommende. Regeringens, KL's, skolerådets og evidensforskningens arbejde bygger på accountability-tankegangen. Læreren er med andre ord en embedsmand, en loyal tjener for sin chef, som på forhånd har defineret nogle "udfordringer" eller nogle "læringsoutput"; og denne loyalitet gælder, uanset om læreren måtte synes, at chefens syn på pædagogik måske ikke lige er sagen.

Men nu er der blot det paradoksale faktum, at hele den pædagogiske tradition i Danmark og Europa henter dens energi og drift i det stik modsatte, nemlig i "responsibility"-versionen af ansvarlighed. For nylig har den internationalt fremtrædende uddannelsesforsker, Gert Biesta, arbejdet med samme begrebspar i bogen "God uddannelse i målingens tidsalder" (fra 2011). Også han taler om forskellen mellem lærerens "responsibility" og revisorens "accountability" (i stedet for embedsmanden men det betyder ikke noget her).

Vores egen Grundtvig skrev i 1834 "Statsmæssig oplysning". Her skelner han på samme måde mellem juristen og poeten som de aktivitetsformer, der skal bære oplysningen, og selvom der naturligvis er juridiske rammer for et samfunds lærerfag, så er det hos Grundtvig poesien, altså filosofien, der skal drive værket.

Endelig har den amerikanske filosof, Martha Nussbaum, samme ide. Hun taler om "social poesi" som pædagogikkens og frihedens drivkraft, og hun sætter denne poesi op overfor konkurrencestatens ideologi, som hun ligefrem mener truer de vestlige demokratier. Det beskriver hun f.eks. i bogen "Not for Profit" fra 2010. Og "konkurrencestaten" er den ideologi, der ligger bag det hele, også Ny Nordisk Skole. Det blev fastslået nærmest enstemmigt på en nyligt afholdt konference på DPU (forelæsningerne kan streames på DPUs hjemmeside).

Så læreren er "responsible". Han er i - altså simpelthen inde i - spørgsmål-svar situationer, med sit fag, sine kolleger, med børnene, sine ting og bøger etc. Men han er ikke først og fremmest loyal overfor tilfældige overordnedes fikse pædagogiske ideer, især ikke når disse overordnede forsøger at afvikle lærerens egenart og substans, nemlig hans samtidige og magnetisk stridbare kontakt til samfundets filosofi og praksis. Når jeg siger filosofi her, mener jeg ikke nødvendigvis filosofien som fag, men mere det forhold, at en lærer er i et frit forhold til sit fags og sin skoles vekselvirkning med intellektuelle og praktiske processer i nærheden, altså det man også kunne kalde for social poesi eller praktisk filosofi.

Men hvis det er rigtigt, og det er det ganske sikkert, så kan en kommunal skoleleder, en kommune og KL slet ikke stå for at organisere en lærers arbejdstid i minutter og sekunder og kasser og modeller. I så fald er det helt centralt, at læreren har tid og plads uden for det kommunale accountability-regime; tid og plads til at være "responsible", tid og plads til at være nær sine elever, sin skole og sit samfund og dettes usynlighed. Denne skelnen mellem de to ansvarlighedsformer viser Antorini, Corydon, KL og evidensmenigheden ingen som helst sans for, og derfor et det faktisk virkelig vigtigt for vores samfund, at disse driftige teknokrater ikke kommer med deres dårligdomme og regerer vores frie genskabelsesprocesser.

Men DLF kan ikke for alvor komme hen til denne kritik; de kan ikke for alvor støtte et "responsibility-syn" på skolen, fordi de fra starten har accepteret Ny Nordisk Skole og dermed gjort sig selv til embedsmænd. I samme øjeblik man sagde ja til Ny Nordisk Skole forsvandt filosofien og den sociale poesi fra lærerne. Sådan kan det gå. Men ok, hvis man absolut vil have Ny Nordisk Skole, altså være embedsmænd og finde de mest effektive mål til at indløse KL's og alle de andres "udfordringer", så er der ingen grund til, at danske lærere skal have forberedelsestid. Så måske kunne man sige, at de Ny Nordiske Skoler bør fjerne forberedelsestiden i overensstemmelse med KL's forslag, mens alle andre, endnu frie skoler (folkeskoler), til gengæld afvikler KL efter ovenstående retningslinjer.

Se også bloggen "Forberedelsestid": http://www.folkeskolen.dk/505559/forberedelsestid