Professor Jens Rasmussen har d. 14. marts her på hjemmesiden skrevet en blog med titlen ”bæredygtighed”. Nedenstående er en kort refleksion over begrebet:

Det bære-dygtige er det, som kan bære, det som har et fundament, det som har noget usynligt, nede i jorden, som man kan bygge paladser på, der bliver stående og brugt. Det, som både er usynligt, altså i jorden, og synligt, altså i luften, på samme tid. Det er det, som kan bære. Det, der blot og kun kan ses, kan derimod ikke bære, ikke lang tid i al fald. Et bord kan ganske vist bære for en kort bemærkning, men det kan let flyttes eller væltes, og tingene, der står på det, falder på gulvet. Bordet kan bære, men det er ikke bæredygtigt. Og vinder man i X-faktor eller bliver nr. 1 på en eller anden lukket liste, så er det hurtigt glemt, hvis det da overhovedet nogensinde blev husket. Det kunne bære lidt, men ikke meget, deltagerne havde ikke øvet sig nok forinden. Alle blomsterne visnede hurtigt. Det var ikke bæredygtigt.

Søren Kierkegaard skrev i 1848 bogen Kjerlighedens Gjerninger. Han skrev, at kærligheden ikke kan ses, at den ingen tegn har, men at den er noget, den kærlige forudsætter i den Anden. Kærligheden er en handling uden tegn, der sætter frugt i den Anden, den bygger den Anden op, bygger op fra grunden. Den kærlighed, som man tavst forudsætter hos den Anden, er bæredygtig. Kærligheden er bæredygtig, fordi den sætter frugt i den Anden. Den befrugter medmennesket alene ved dens handlinger. Den kan altså ikke ses, men den lever videre i den anden som en frugt. Den bygger op, siger Kierkegaard. Og med lidt andre ord: Den frie åndelighed er bæredygtig, for så vidt den forudsættes i den Anden, hos medborgeren, i barnet, i kollegaen etc.. Som en tavs energi i samfundet bærer vores historiske vekselvirkninger en substans af forudsætninger, der summer usynligt rundt under og inden i vores sprog, ideer, håndværk og omgangsformer. Det er fundamentet. Det er bæredygtighedens usynlige virke.

Den frie åndelighed er bæredygtig. Det er den, der har skabt universitetet, gymnasiet, børnehaven, retssystemet, skolen, Folketinget, den borgerlige offentlighed, vores land og meget andet. Disse ting er ikke bæredygtige pga. deres metoder og deres ”verdensklasse”, men pga den åndelighed, den filosofi og de handlinger, der omgiver og gennemstrømmer dem.

Nu kommer der så den ene og den anden professor og fortæller, at bæredygtig pædagogik er pædagogik, der bygger på evidensbaserede metoder, som kan forbedre vores listeplaceringer på et globaliseret arbejdsmarked til fordel for konkurrenceevnen og så videre på den galej. Og man påstår at metoderne ”virker”, selvom de kun virker ift. en OECD-defineret ranglisteplacering. Virkelig  ”virke” er noget ganske andet, som hænger sammen med en pædagogisk praksis, og &/( ) ikke med en ¤%&/() ranglistepraksis. Skulle denne afsked med pædagogikken være bæredygtig? Den ene dag skal vi gøre som i Singapore og den anden dag som i Canada. Man skal piske rundt for at blive nr. 1, for at komme i ”verdensklasse” og blive ”fremragende”, og det dårligt byggede og utætte skur, som glemmer hele vores fundament, støttes af både KL, Antorini, RV, SF og Ny Nordisk Skole, der helt ukritisk har arvet denne uskønne og vakkelvorne blanding af Lars Løkkes listedrømme og uddannelsesvidenskabelig systemtænkning; den kombination, som det faldefærdige skur i realiteten er bygget af. Og det endda selvom alle disse mennesker og grupper bor et land, der har en lang og rig filosofisk,  litterær og pædagogisk tradition, og selvom disse ting er nævnt som formål i diverse lovgvninger om skole og uddannelse. Det er uartigt og utaknemmeligt. Alle løber stakåndet hele kloden rundt. Er denne vakkelvorne hytte bygget på en fri åndelighed? På vores handlinger, ideer og historie? Er den bygget af pædagogik? Er den bygget op af mennesker, som forudsætter åndeligheden og friheden i hinanden? Som spørger til: ”hvem er du?” i stedet for: ”hvad kan du score?” Som har udviklet intellektuelle, videnskabelige, praktiske, håndværksmæssige, kunstneriske og industrielle relationer? Som har noget på hjerte? Mennesker, som har stemmer, der strømmer frit fra deres kroppes og ånds indre og møder samfundets vekselvirkninger? Som har hænder, der ved, hvordan de skal forme den fælles jord? Af folk, der fordyber sig i samfundets faglige traditioner? Kort sagt: af mennesker som er et folk, og som bebor et folkestyre? Er denne hurtigt sammenflikkede og uskønt komponerede samling pindebrænde bygget af et fundament, der kan bære, og som kan stå selv, uanset vind og vejr? Nixon, Rasmussens bæredygtighed er bygget af det modsatte, nemlig af abstrakte ranglisteplaceringer, som er defineret af en globalistiske datamater, og som alle landes politikere så kan halse efter. Alle bliver dermed det samme som alle de andre, hvilket vil sige at de bliver til ingen som helst, og alle løber efter den til enhver tid ruskende Pisa-vind. Det er en bæredygtighed er uden krop, historie og filosofi, altså uden en praksis. Skulle det være bæredygtighed? Det er antiuddannelsens bæredygtighed. Det er en mur mellem os og os selv.