”Opdrageren må kort og godt have et forhold til verden, som betinger kærlighed til verden”. Så kort kan det siges ifølge Hannah Arendt. Vi skal som opdragere turde tage ansvar for verden – ikke fralægge os det. Vi skal være modige voksne med autoriet.

Hannah Arendt er en politisk teoretiker, der sjældent dukker op som ”stemme” på den danske pædagogiske scene. Hun er en moderne tænker, og hun beskriver det moderne samfund. Det gør hun på baggrund af to verdenskrige, personlige erfaringer med totalitære regimer og en tilværelse som politisk flygtning i USA.

Nu er der udgivet en bog om hendes tænkning særligt i forbindelse med opdragelse og dannelse. Det er ikke tidligere sket på dansk. Alene det gør det til spændende læsning. Bogen er ikke omfangsrig, den er på blot 100 sider, men den giver et godt indblik i Hannah Arendts tanker.

Opbygningen er klassisk, hvilket betyder, at læseren først introduceres til Hannah Arendts grundlæggende bestemmelse af menneskets vilkår i det moderne samfund, hvor hun skelner mellem tre former for praksis: arbejde, fremstilling og handling - og hendes ide om venskabet og respektens betydning for menneskets handlinger i det offentlige rum.

Grundlæggende for Hannah Arendt er nemlig skellet mellem arbejde, fremstilling og handling. De to første tilhører menneskets private sfære og er begge præget af tvang og mål-/middeltænkning – aktiviteter, der skal gøres. Handling derimod tilhører det offentlige rum, der hvor mennesket træder ind i et fællesskab og igennem dialog træder i karakter som person – bliver en person, der på den ene side er lig med de andre, men på den anden side også forskellig fra de andre.

For Arendt er denne nødvendige pluralitet grundlæggende og indgår i hendes bestemmelse af det helt fundamentale begreb om natalitet, det at være født ind i verden. Et begreb, der ”illustrerer håb, ny begyndelse og en åbenhed i tillid mod verden og det andet menneske”. Her i det menneskelige fællesskab ligger menneskets mulighed for frihed – ikke alene, men i et fællesskab med andre. I kraft af andre bliver vi dannede.

Jørgen Lauritzen vælger at bruge mange sider i bogen på en beskrivelse af Arendts opgør med det totalitære samfund, nazismen, Adolf Eichmann og Adolf Hitler. Det er grundigt og loyalt. Valget betyder dog, at hendes tanker brugt aktuelt i forhold til nutiden og nutidige diskussioner om opdragelse og dannelse kommer til sidst i bogen, og det er ærgerligt. De sidste kapitler skulle være de første. Det er her, det bliver spændende for de mange læsere.

Stærkt i bogen står kapitlet om tænkning. Her skelnes der mellem tænkning, dømmekraft og begrebet erkendelse. Erkendelse peger mod videnskab. Tænkning peger mod livet i fællesskab med andre, at tænke skaber mening, ”at kunne fremstille sig selv i tale med andre”, at stoppe og undre sig! Her peger Arendt blandt andet tilbage på Sokrates som inspiration.

Bogen afsluttes med fine beskrivelser af natalitetsbegrebet, om barnet, der som ny i verden både må beskyttes fra verden og føres ind i verden. Ikke gennem et politisk projekt båret af en utopisk ide, men respektfuldt gennem kravet om pluralitet, børns mulighed for ud fra det bestående at skabe noget endnu ikke set gennem samværet med den vidende voksne rollemodel, for eksempel læreren i skolen. Bogen ville vinde ved flere konkrete eksempler fra den dagligdag, opdragelsen og dannelsen handler om! Her er der en mangel: virkeligheden er fraværende!