Hermed et indlæg i og en opsamling på en diskussion om læreruddannelse, almendannelse og KLM-faget, som har raset de sidste uger, fortrinsvis i Kristeligt Dagblad:

Indholdsfortegnelse:

A. "Dannelseskrise i læreruddannelsen", svar til Jens Rasmussen på www.folkeskolen.dk af Thomas Aastrup Rømer, d. 13. februar 2013.

B. ”Almen dannelse er vigtig. Men lad os tale redeligt om sagerne”, af Jens Rasmussen i Kristeligt Dagblad, onsdag d. 7. februar 2013.

C. ”Professorens slørede tale. De sidste rester af nordisk dannelsestænkning fra læreruddannelsen skal væk”, af Thomas Aastrup Rømer i Kristeligt Dagblad, mandag d. 4. februar 2013.

D. Links til den oprindelige kronik, til kommentarer af Michael Böss, Peter Kemp, Merete Riisager/Mette Bock (LA), til Kristeligt Dagblads lederartikel og til flere andre indlæg.

----------------------------------------------------------------

A.    "Dannelseskrise i læreruddannelsen". Svar til Jens Rasmussen på www.folkeskolen.dk af Thomas Aastrup Rømer, d. 13. februar 2013.

I et indlæg d.4/2 i Kristeligt Dagblad opridser jeg en række punkter, der viser, at professor Jens Rasmussens virke er et glansnummer i radikal dannelsesskepsis. Det blev jeg nødt til, fordi Jens Rasmussen i et interview d. 31/1 ligefrem sagde, at almendannelse skulle være ”ekstremt vigtigt”. Baggrunden for Rasmussens tilsyneladende tilbagetog vedrørende dette emne var, at 22 kronikører, som er knyttet til læreruddannelsens fag Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab, d.31/1 havde kritiseret ham for systematisk og vedholdende at udvande faget. Jens Rasmussen og hans nære meningsfælle professor Lars Qvortrup har efterfølgende i Kristeligt Dagblad d. 7/2 responderet på mit indlæg (se Rasmussens indlæg samt links nederst). De siger, at jeg taler usandt og alt muligt, men det gør jeg ikke:

1.      Rasmussen skriver, at han kun en gang i sin bog ”Socialisering og læring i det refleksivt moderne”, nemlig på s.102, har omtalt den ”metodiske antihumanisme”, der bygger på sociologen Luhmanns tænkning, og som er Rasmussens filosofi. Men jeg tænker snarere på to tætskrevne sider på s.140. Her fremgår det, at man bør opgive både humanisme og antihumanisme (som er den postmoderne tradition) for i stedet at arbejde for en ”metodisk antihumanisme”. At den praktiske konsekvens heraf er et ”teoretisk teknokrati”, som jeg kalder det, har jeg ikke hørt Rasmussen modgå. Så det var altså sandt nok.

2.   Dernæst fremhæver både Rasmussen og Qvortrup, at Qvortrup ikke har nævnt, at forestillinger om økonomisk vækst og pension i 2090 skal strukturere vores uddannelsestænkning. I en leder i magasinet Asterisk nr. 55, skriver Qvortrup: ”Hvis Danmark forbedrer sin PISA-score med det, der svarer til 25 point over de næste år, vil resultatet være 250 procents forøgelse af bruttonationalproduktet i 2090”, og umiddelbart efter står der, at ”viden er de engagerede holdningers forudsætning. Og kan man begge dele, er chancen stor for, at også vores børnebørn har råd til at komme på alderdomshjem”. Så det var altså også sandt nok.

3.   Rasmussen skriver, at han ikke har talt for at afvikle læreruddannelsens filosofiske elementer. Han skriver så først, at der aldrig har været et filosofisk element og derefter, at der er for meget filosofi, hvis vi skal klare os godt på Pisalisten. For lidt og for meget på samme tid? Det hænger altså ikke sammen. Han skriver også, at den rapport, hvori han analyserer dette emne, er helt værdifri, men det kan man kun sige, hvis man har mistet det videnskabsteoretiske overblik. Rapporten, som var bestilt af regeringens rejsehold, bygger på distinktioner fra Rasmussens egen bog Viden om uddannelse fra 2006, som er en videreførelse af den ”metodiske antihumanisme”. Rapporten er derfor dybt normativ ved selve dens radikale afvisning af det normative. En afvisning der får fatale konsekvenser for uddannelse og pædagogik, der netop handler om, hvordan vi kan genskabe vores værdifulde vaner og altså er normativ i sin inderste kerne. Qvortrups og Rasmussens syn på forholdet mellem videnskab og værdier, mellem er og bør, og dermed deres tiltro til, at den her slags rekvirerede miniforskning skulle stå for en objektiv og værdifri sandhed, er udtryk for en så radikal og naiv værdirelativisme, at jeg må indrømme, at jeg ikke helt ved om jeg skal le eller græde.

4.   Rasmussen siger, at han ikke decideret vil gøre ”som i Singapore”, som jeg får formuleret det, men blot lade sig inspirere, og det er helt i orden for mig at kalde det, lad os sige, ”en stærk inspiration”. Og mere overordnet har han faktisk ret, fordi han i virkeligheden vil lade sig inspirere af alle, blot de har klaret sig godt på Pisa. Det er derfor ikke Singapore, men Pisa, der udgør vejdirektoratet i Rasmussens åndelige infrastruktur. Han skrev f.eks. en i efteråret 2012 kronik i Politiken, også sammen med Qvortrup, hvor de skamroste Canada, fordi det nu var Canada, som var sprunget på Pisa, selvom kronikken hed noget i retning af ’visionen for en dansk skole’. Og hvorfor bliver Pisa-undersøgelsen så dominerende hos Rasmussen? Jo, det er jo fordi, at han er ”metodisk antihumanist”. Der er ingen normativitet, og derfor er en abstrakt teknikliste, der eneste, som er ved hånden. Rasmussen glemmer eller nedskriver konsekvent dansk skoletradition og dens rødder til fordel for noget, man kan kalde for en teknokratisk Pisaliste-pædagogik.

5.   Rasmussen nedtoner sin rolle i arbejdet med læreruddannelsesreformen i både 2006 og 2012, men det er der ingen grund til. Det er rigtigt, at han var en del af et udvalg på syv i forbindelse med rapporten i foråret 2012, men han var den eneste professor, og hans tænkning prægede hele foretagendet stærkt. Han kan da heller ikke pege på steder i rapporten, hvor almendannelse, eller noget der ligner, er tematiseret i andet end tilfældige stikord, og det er jo mærkeligt, når han nu synes, at den er ”ekstrem vigtig”.

Rasmussen slutter sit indlæg med at sige, at kristendom, livsoplysning og medborgerskab er tre ”væsentlige emner”, men hvis det skal stå til troende, må han altså i gang med at vride hjernen og skrive noget andet, end det han gør. Foreløbig står de 22 kronikørers analyse helt uden modargumenter.

-------------------------------------------------------------------------------

B. ”Almen dannelse er vigtig. Men lad os tale redeligt om sagerne”, af Jens Rasmussen i Kristeligt Dagblad, onsdag d. 7. februar 2013.

I ET INDLÆG i Kristeligt Dagblad den 5. februar skriver lektor, ph.d. Thomas Aastrup Rømer, at jeg er komplet utroværdig, når jeg i bladet den 31. januar siger, at jeg finder almen dannelse i læreruddannelsen ekstremt vigtig. Hvad hans eget dannelsessyn går ud på, står hen i det uvisse. Noget med filosofi, humanistiske og politiske emner, lyder det meget private bud. En almen dannelsestanke, der tager afsæt i, at man må tale sandt om saglige forhold og rigtigt om personlige forhold, lever Rømer ikke op til. Ikke mindst derfor bliver det umuligt at føre en dannet debat, hvor det er argumenter, der prøves.

Lad os tage Rømers forhold til sandhed først. Han skriver: " I 1996 udgiver Rasmussen en bog, der taler for en ' metodisk antihumanisme'. Ikke just almen dannelse, snarere et teoretisk teknokratiseringsprincip". Han tænker sikkert på min bog " Socialisering og læring i det refleksivt moderne". I den findes begrebet "antihumanistisk" ét sted (s.102), men ikke som noget, jeg taler for - tværtimod. Det kan enhver (og ikke mindst Rømer) tjekke. Det har han ikke gjort, så i stedet vælger han at tale usandt.

Det stopper ikke her. Rømer skriver: "Han (Jens Rasmussen) taler i 2000' erne sammen med Lars Qvortrup for at underlægge vores uddannelsessystem ' PISA-listernes tyranni', så vi kan sikre vores pension i år 2090, som det hedder." Denne påstand har Rømer fremsat før, men alene møntet på Lars Qvortrup. Jeg har aldrig udtalt mig om noget som helst i den retning, og Lars Qvortrup har ved flere lejligheder offentligt korrigeret den misvisende fremstilling.

Senest i Weekendavisen i maj 2012, hvor han påpegede: " Jeg har i en avisartikel skrevet følgende: OECD har for nylig i omfattende beregninger påvist, at investeringer i målrettede uddannelsesreformer () er afgørende for næste generations bruttonationalprodukt. Man kan lide PISA, eller man kan lade være, man kan identificere sig med Obamas uddannelsespolitik, eller man kan tage afstand til den - det anfægter ikke, at rammebetingelserne, også for Danmark, er at uddannelsespolitik er økonomisk politik, og at nationens velstand om 50 år afhænger af, hvad vi gør i dag." Igen skriver Rømer usandt - uanset at han er gjort opmærksom på det.

DET KAN DISKUTERES, om følgende udsagn hører til kategorien sandhed eller rigtighed: "Rasmussen foreslår skoler som i Singapore med sindrige og detaljerede målsystemer over det hele". Men det kan ikke diskuteres, at det urigtigt. Jeg har ikke foreslået skoler som i Singapore. Det har jeg advaret mod. Men jeg har, inspireret af Singapore, foreslået indførelse af differentierede mål i folkeskolen, som jeg - i modsætning til skolen i Singapore - kender og værdsætter som en inkluderende enhedsskole.

Endelig er det også urigtigt, at jeg skulle mene, at "læreruddannelsen skal afvikle sit filosofiske element, fordi det angiveligt skulle føre til dårlige PISA-resultater". For det første er der ikke noget filosofisk element i læreruddannelsen, hverken nu eller tidligere. Derfor har jeg - naturligvis - ikke talt for at afvikle noget, som ikke findes. Men jeg har for det tidligere "Rejsehold" sammen med to kolleger gennemført en undersøgelse af indhold i læreruddannelser i Canada, Danmark, Finland og Singapore. Den viste blandt andet, at " en stor del af indholdet i den danske læreruddannelse udgøres af professionsviden af filosofisk, normativ karakter".

Men den indeholdt absolut ingen vurdering af, om det er godt eller skidt. Sluttelig vil jeg påpege endnu en urigtig og usand påstand: " Endelig er det tankevækkende, at han (Jens Rasmussen) i udspillet til læreruddannelsesreformen i foråret slet ikke nævner almendannelse eller noget, der ligner. Udspillet er totalt renset for henvisninger til humanistiske eller politiske emner." Rømer tænker sandsynligvis på evalueringen af 2006-læreruddannelsen, som i januar 2013 blev præsenteret af sin følgegruppe. Jeg var et af syv medlemmer i den gruppe og er således hverken eneforfatter eller udgiver af rapporten.

Til almen dannelse hører efter mine begreber redelighed. Det ville være langt mere interessant og produktivt at få en dannet debat om, om almen dannelse i læreruddannelsen alene skal omhandle kristendom, livsoplysning og medborgerskab, eller om disse tre væsentlige elementer yderligere bør udvides med elementer, der vedrører menneskets naturgrundlag, forståelse for miljøspørgsmål og nye teknologier. Samt om elementernes mest hensigtsmæssige placering i uddannelsen.

----------------------------------------------------------------------------

C. ”Professorens slørede tale. De sidste rester af nordisk dannelsestænkning fra læreruddannelsen skal væk”, af Thomas Aastrup Rømer i Kristeligt Dagblad, mandag d. 4. februar 2013.

Professor Jens Rasmussen siger i et interview i Kristelig Dagblad d.31. januar, at han mener, at ”almendannelsen er ekstrem vigtig”, men det kan umulig passe.

Lad mig opsummere: i 1996 udgiver Rasmussen en bog, der taler for en ”metodisk antihumanisme”. Ikke just almendannelse, snarere et teoretisk teknokratiseringsprincip. Han taler i 00’erne sammen med Lars Qvortrup for at underlægge vores uddannelsessystem Pisalisternes tyranni, så vi kan sikre vores pension i år 2090, som det hedder. Rasmussen foreslår skoler som i Singapore med sindrige og detaljerede målsystemer over det hele, og at læreruddannelsen skal afvikle dens filosofiske element, fordi det angiveligt skulle føre til dårlige Pisa-resultater.

Rasmussen er fagligt opslugt af den tyske sociolog Niklas Luhmann, lidt på samme måde som nogle venstreorienterede tilhørte forskellige marxistiske menigheder i 1970’erne, og jeg har flere gange hørt ham og mange andre luhmannianere sige, at dannelse er et ”smøremiddel for kommunikationen”, og at det altså ikke er et virkeligt begreb.

I 2005 udgiver han bogen ”Viden om uddannelse”, hvis distinktioner suser rundt på professionshøjskolerne og hos KL og derfor ligger til grund for rigtig mange instrumentalistiske, altså dannelsesfjendske, tiltag inden for den pædagogiske sektor i disse år.

Endelig er det tankevækkende, at han i udspillet til læreruddannelsesreformen i foråret slet ikke nævner almendannelse, eller noget der ligner. Udspillet er totalt renset for henvisninger til humanistiske eller politiske emner.

Hele hans virke er fokuseret på en teoretisk og praktisk afvikling af almendannelse i vores samfund. Derfor er det utroligt, at han nu kan sige, at den er ”ekstrem vigtig”. Måske er det, fordi han opfatter almendannelse som noget med ”miljø” og ”teknologiforståelse”, som han siger i interviewet, men det vil jo være er en himmelråbende reduktion. Det svarer til, at et barn siger ”jeg kan køre bil”, i den tro at der kun findes legetøjsbiler.

En af de andre centrale aktører i udspillet er Andreas Rasch-Christensen, forskningschef ved professionshøjskole VIA og centralt placeret i kredsen omkring Ny Nordisk Skole, men han har også talt imod almendidaktik og dannelse. I stedet vil han have kurser i klasseledelse og i ”hvad virker-forskning”. Ikke just en dannelsesfortaler. Endelig har jeg hørt, at den fagperson, der sidder med KLM i forbindelse med implementeringen af reformen, er en Per Holst-Hansen. Han har, så vidt jeg kan se, aldrig sagt eller skrevet et offentligt ord om faget, og er dermed efter min opfattelse ukvalificeret til at sidde i det pågældende hverv, hvilket formodentlig blot gør ham til en artig dreng for antidannelsesflertallet. Holst-Hansen er udnævnt, til trods for at der er mange kvalificerede folk fra faget, men de ville nok have modsat sig den stille underminering, som faget nu er udsat for. Heldigvis kan de skrive en kronik, så vi alle kan følge med.

Man må håbe, at de gode folk fra både højre og venstre er vågne. Regeringspartierne er ikke. Det er helt klart. De er enige med Rasmussen. Antorini og Østergaard, minister for det ene og det andet, modtog Rasmussens rapport med internettransmitteret begejstring i foråret 2012. Ikke et drys kritik kunne det blive til. Antorini taler ganske vist om, at vi skal have en ”nordisk skole”, men det betyder åbenbart, at man vil afvikle den sidste rest af nordisk dannelsestænkning fra læreruddannelsen, mens man smiler over hele femøren.

----------------------------------------------------------------------------------

D. Diverse links

1.      Oprindelig kronik i Kristeligt Dagblad, d.31. jaunar 2013 af 22 seminarielærere: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/496586:Kronik--22-undervisere--Kristendomsfag-er-blevet-sneget-ud-af-laereruddannelse.

2.      Interview med Jens Rasmussen: ”Professor: Dannelse er mere end religion” i Kristeligt Dagblad d. 1. februar 2013. http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/496727:Danmark--Professor--Dannelse-er-mere-end-religion

3.      Thomas Aastrup Rømer: ”Professorens slørede tale – den sidste rest af nordisk dannelsestænkning fra læreruddannelsen skal væk”, i Kristeligt Dagblad d. 5. februar 2013. http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/497160:Debat--Professorens-sloerede-tale--De-sidste-re2ster-af-nordisk-dannelsestaenkning-fra-laereruddannelsen-skal-vaek

4.      Jens Rasmussen: ”Almen dannelse er vigtig, men lad os tale redeligt om sagerne”, d. 7. februar 2013. http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/497432:Debat--Almen-dannelse-er-vigtig--Men-lad-os-tale-redeligt-om-sagerne

5.      Lars Qvortrup: “uanstændig kamp”, i Kristeligt Dagblad, d. 7. februar 2013 http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/497452:Debat--Kort-sagt

6.      Thomas Aastrup Rømer: ”Dannelseskrise i læreruddannelsen – professor Jens Rasmussen og lektor Thomas Aastrup Rømer i Kristeligt Dagblad”, www.folkeskolen.dk.

7.      Peter Kemp: ”Modstandere af KLM-fag spiller ikke med åbne kort”, i Kristeligt Dagblad d. 13. februar 2013. http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/498070:Debat---Modstandere-af-KLM-faget-spiller-ikke-med-aabne-kort

8.      Merete Riisager og Mette Bock: ”Liberal Alliance – hæv baren for dannelsesfagene”, Kristeligt Dagblad, d. 12. februar 2013. http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/498077:Debat--Liberal-Alliance--Haev-barren-for-dannelsesfagene

9.      Michael Böse: ”Utroværdig minister”, i Berlingeren, d. 9. februar 2013, http://www.b.dk/kommentarer/utrovaerdig-minister

10.  Michael Bach Henriksen: ”Lærerens almene dannelse”, leder i Kristeligt Dagblad d. 2. februar 2013, http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/496844:Leder--Laerernes-almene-dannelse

11.  Birgitte Stoklund Larsens leder i Dansk Kirketidende nr. 4: ”Har skolen brug for dannelse”?

12.  Henrik Sommer: ”nedvurdering af faglighed i KLM er åndelig dovenskab”, i Kristeligt Dagblad d.7. februar, http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/498063:Debat--Nedvurdering-af-faglighed-i-KLM-er-aandelig-dovenskab

13.  Michael Riis: ”Faget KLM – Rasmussens mærkelige forandringer skal frem i lyset”, i Kristeligt Dagblad, d. 13. februar 2013.

14.  ”Almen dannelse står til at tabe værdikamp om læreruddannelse”, artikel i Kristeligt Dagblad, d.31. januar 2013. http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/496588:Danmark--Almen-dannelse-staar-til-at-tabe-vaerdikamp-om-laereruddannelse

15. Casper Strunge: ”Embedsmændene presser kristendom ud af folkeskolen”, Den Korte Avis, d. 8. januar 2013. http://denkorteavis.dk/2013/embedsmaendene-presser-kristendom-ud-af-folkeskolen/

Jeg vil gøre opmærksom på følgende:

1.      Alle links til Kristeligt Dagblad er låst i et abonnement-system, men man kan finde artiklerne på infomedia, hvis man er bibliotekslåner.

2.      Michael Böses kommentar i Berlingeren er ikke låst. Heldigvis er den også god.

3.      Overskrifterne er redaktionelle påfund. Dem står forfatterne ikke til ansvar for.