Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Forlaget Klim lancerer i samarbejde med Læremiddelcenteret en ny bogserie "Mål og midler". De første bøger, der åbnede serien op, var begge meget teoretiske, og man kunne som læser have besvær med at fastholde motivationen i større eller mindre dele af teksterne. Men interessante var de begge to, og de åbnede op for et spændende felt: Hvordan kan man arbejde med, beskrive og forstå de læremidler, der anvendes i folkeskolen? Det er der ikke skrevet grundigt om i Danmark i mange år.
Fakta:
Titel: Idræt
Forfatter: Annemari Munk Svendsen
ISBN: 9788779559653
Pris: 199
Sider: 103
Serie: Mål og midler
Forlag: Forlaget Klim
Nu er så den tredje bog i serien udkommet. Faget er idræt, og bogen lover godt for alle de kommende bind i serien også. Det er rigtigt flot, at der bliver bundet tydelige tråde til de to åbningsbøger med farvemarkeringer og tegnsystemer, for eksempel (*) stjerne, der betyder, at det faglige begreb er grundigt beskrevet i en af de første bøger, her "Fælles mål og midler". Samtidig henvises der til en hjemmeside under klim.dk, hvorfra begreberne kan printes ud, hvis man som læser ikke har bogen. Det er strålende, at man som læser endelig møder fagbøger til lærere og lærerstuderende, hvor der er tænkt over sammenhæng mellem design og funktion.
I modsætning til de indledende bind er bogen om idræt holdt nede på et rimeligt antal sider – 103 - samtidig med at formatet er skiftet til A4 og med dobbeltspalter. Begge dele er gode greb, der hjælper læseren til at fastholde interessen. Det helt interessante, der starter allerede i kapitel to, er at opleve, hvordan der tilknyttes væsentlige faglige begreber til den grundlæggende definition af selve læremiddelbegrebet: ”Betragter vi idrætsfaget med denne læremiddeldefinition, betyder det, at springbrættet, bolden, tøndebåndet og musikken, ja, endda kroppen bliver til læremidler”. Allerede her rammes denne anmelder, der indledte læsningen med skepsis, findes der overhovedet læremidler i idræt?
Derfra skelnes der grundlæggende mellem kontekstuelle læremidler og didaktiske læremidler. Læremidler til idræt og læremidler om idræt. Bogens tredje kapitel handler om, hvordan idræt er blevet til som fag, og om hvordan faget er forstået som fag. Der opereres med tre faser. Gymnastik, legemsøvelser og selvudvikling. På trods af at kapitlet rummer en kort og god beskrivelse af faget, virker det måske en anelse fejlplaceret, hvis hovedsigtet med bogserien er at åbne op for aktuelle analyser af læremidler, men det er da sjovt at gense bogen "Gymnastik som opgaveløsning", som denne anmelder brugte som (vistnok den eneste) grundbog til faget i 1976.
Bogens fjerde kapitel om læreplaner lægger hovedvægten på at konfrontere Karsten Schnacks betragtninger over dannelse og Wolfgangs Klafkis dannelsestypologier, formal-, material- og kategorialdannelsestænkning med Fælles Mål. Det gøres glimrende, og det er spændende at se begge teoretikere anvendt konkret på begreber som for eksempel boldbasis og vandaktiviteter.
Efter læsning af bogens udmærkede analyse og diskussion af Fælles Mål får man som læser den tanke, at alle Fælles Mål burde tjekkes igennem, måske skulle de være mere omfattende? Grundigere? Mere gennemarbejdede? Bedre gennemtænkt i et fælles videnskabeligt fagsprog – et vokabularium for den danske (ny nordiske) skole?
Bogens tyngdepunkt udgøres af det femte kapitel, hvor to grundlæggende modeller beskrives og foldes ud: Læremiddeltrekanten og Fortolkningsmodellen, og hvor begge bruges konkret til at analysere et idemateriale til idrætslærere, Idrættens ABC. Om analysen er vellykket, må læsere, der er idrætslærere, afgøre, men givet er det, at mange af de faglige begreber, der indtil dette punkt i bogen udelukkende er blevet beskrevet, nu bruges konkret, og det er velgørende.
Også materialet "Min krop – Mit liv" underkastes analyse, blot ud fra et andet perspektiv, nemlig to læreres faktiske anvendelse af materialet baseret på observationer af undervisning. Interessant er det her, at de to observerede lærere fra start fravælger den del af materialet, eleverne skulle arbejde med, elevernes hæfte, fordi ”det er besværligt og tidskrævende at tage bøger frem …”. Tja, ja …
I bogen er der udarbejdet arbejdsspørgsmål - markeret med gule flader - til lærerteam og lærerstuderende. Det er en vanskelig genre, men her virker spørgsmålene, som om de faktisk kan være med til at skabe både gode dialoger og inspirere til videre tænkning om fag og læremidler.
En dejlig bog i en fin serie. Der ventes spændt på de kommende bøger om folkeskolens fag og ikke mindst på bogen om digitale læremidler i fag og didaktik. Om ti år findes formodentlig ikke (skole)bøger længere, så lad os endelig komme i gang. Denne bogserie bør dog som en selvfølgelighed indkøbes på alle folkeskoler og fungere som vidensgrundlag og inspiration for alle engagerede lærere. Måske kommer bøgerne endda som e-bøger, så vi kan læse dem på ”tablets” også? Det ville også gøre serien helt brugervenlig, hvis de vigtigste modeller kunne downloades som dynamiske modeller, lærere og lærerstuderende selv kunne arbejde videre med – udfylde - når der var behov for det.