Anmeldelse

London liegt am Nordpol

Rigtig god fornøjelse

Det åbner op for spændende og igangsættende muligheder at dykke ned i ”London liegt am Nordpol” og at kaste sig ud i ”Cabossés”.

Publiceret Senest opdateret
Cabossés

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kortfilm har helt klart deres plads også i fremmedsprogsundervisningen. Eleverne er allerede fortrolige med denne genre fra danskundervisningen i 8-10. klasse. De ser ofte spændende muligheder for fortolkninger, der åbner op for fantasien. Genren virker således meget motiverende på nutidens elever, der er vant til at omgive sig med og forholde sig til billedmateriale af forskellig art.

Fakta:

Titel: London liegt am Nordpol

ISBN: 9788702121735

Pris: 149

Sider: 56

Serie: Panorama

Forlag: Gyldendal

Titel: Cabossés

ISBN: 9788702121483

Pris: 149

Sider: 56

Serie: Panorama

Forlag: Gyldendal

Nyudgivelsen i form af en kortfilm og et hæfte til tysk - "London liegt am Nordpol" - og til fransk - "Cabossés" - giver mulighed for anvendelse af flere forskellige arbejdsformer med relation til de to kortfilm. Opgaver i begge hæfter animerer til aktiv tankevirksomhed fra elevside. Kombinationen af billede og tale kommer her tydeligt til udtryk for eleverne.

Indholdsmæssigt er de to kortfilm væsensforskellige, men tilgangen til dem begge udmærker sig ved at være spændende fra start til slut. Her møder vi levende billeder, der fortæller en historie inden for en kort tidsramme.

Til hver kortfilm hører som sagt et hæfte med igangsættende arbejdsopgaver. Her finder man ligeledes manuskripter til de to film. Opgaverne kan bruges som forberedelse til filmene og/eller sideløbende med afviklingen af disse. I slutningen af begge hæfter finder man oversigter med fagudtryk, der er særdeles relevante at gøre brug af i arbejdet med netop denne genre.

De to film har meget til fælles. Det er ikke så underligt, da de begge tilhører samme genre. Materialet giver god inspiration til at udpege overordnede emner, der nemt kan indgå i et prøveforberedende arbejde.

Det er et godt tilbud til elevgrupper, der øver sig i at blive gode til hver deres fremmedsprog. Jeg tør godt sige: rigtig god fornøjelse.