Ligesom filosofien og den kritiske teori peger Luhmann på menneskets særkende: at være et selvfrembringende væsen. Bogen handler om uddannelse og pædagogik og vil vise, hvordan selvfrembringelse, også i den pædagogiske del af verden, kan forstås som komplicerede sammenhænge mellem flere selvfrembringende systemer.

Den enkeltes egen tænkning, den fælles kommunikation - og den intenderede læring, som "undervisning" er udtryk for - er i Luhmanns perspektiv tre "operativt lukkede systemer", som dog har, eller kan gives, mere eller mindre gode muligheder for at påvirke hinanden. Sidstnævnte kaldes af Luhmann for de mulige "strukturelle koblinger".

I en tid, hvor lærerprofession og lærerprofessionalitet defineres og nydefineres på mange forskellige måder, giver denne bog et særligt Luhmannsk bud herpå. Hvor den kritiske teori vil fokusere på, hvilke uddannelsespolitiske interesser og positioner der findes i denne diskurs, vil et Luhmannsk blik fokusere på, at der er forskellige "forståelser" på spil, og på hvordan disse forskellige forståelser kan betragtes som grundlæggende adskilte erkendelsessystemer – i princippet uafhængigt af den konkrete uddannelsespolitiske kontekst.

Det særlige ved denne "Luhmann-bog" er dog, at den faktisk skriver sig ind i en aktuel diskussion om, hvad der kan forstås ved en professionel eller myndig lærer – ikke bare som en, der har en omverden, men en særlig variant af omverden, hvor kontrol og ydre styring fylder meget. Det er en omverden, som i værste fald lukker for strukturelle koblingsmuligheder og derfor kan ende med det modsatte: en umyndiggørelse af læreren, men også, i bedste fald, en omverden, som ifølge bogens forfatter kan tilbyde en forskningsbaseret generaliserbar ”styring” af undervisning. Ikke som et simpelt kausalforhold mellem undervisningen og elevens læring, men dog som viden og tiltag, der med Luhmanns ord tilbyder strukturelle koblinger, som ”har (god) mulighed for at virke”. Bogens forfatter redegør for forskellige positioner i det uddannelsesteoretiske og politiske landskab, hvor Luhmann indsættes i en sociologisk position.

Dette giver læseren et fint overblik og en tydelig markering af forfatterens eget ståsted. Det fremstår til tider som en lidt forenklet analyse, som for eksempel når forfatteren præsenterer synspunkter på forskningsbaseret viden om god undervisning som et spørgsmål om at være enten for eller imod professionsbaseret, professionel viden. Forfatteren fremfører hermed det synspunkt, at nogle, også inden for professionsfeltet, ikke anser generel viden om undervisning som noget vigtigt. Det er svært at forestille sig, hvem det skulle være. Det må vel nærmere handle om, hvilken generel viden der skal anses for at være væsentlig. Den mulige kritik af, hvilken forskning der bliver prioriteret, og hvem der skal deltage i og have ejerskab til udviklingen af den, må være central i forhold til netop en profession.

Når forfatteren vælger at have et positions-teoretisk afsnit i bogen, ville det give mening at præsentere et kritisk meta-perspektiv, også i forhold til forfatterens egne præferencer. Der skal naturligvis være plads til at vælge synspunkter og indhold for enhver forfatter, men lidt ærgerligt med en blind plet på et så centralt spørgsmål. Når det er sagt, er det en god bog, som kan anbefales til alle, som arbejder eller studerer inden for skoleverdenen.

Også Luhmanns perspektiv kan bidrage til en åbning for professionens egne muligheder for demokratiske "strukturelle koblinger" i den fortsatte diskurs om den myndige lærer. Bogens øvrige kapitler omhandler emner som neuropædagogik, skoleledelse, undervisningsledelse og Cooperative Learning – alt sammen med fokus på "den myndige lærer" og set med Luhmanns blik. Bogen giver en fin introduktion til Luhmanns teori, samtidig med at den byder på særlige emner om lærerprofessionalitet for de læsere, som allerede er bekendt med Luhmanns teori.