Alineas "d'dansk" kommer nu til indskolingen, i første omgang til 1. klassetrin – 2. og 3. klasse er under udarbejdelse. Materialet - fællesbog, arbejdsbog, skrivehæfte, lærervejledning - er inddelt i 16 kapitler med hvert sit tema – rim og remser, eventyr, farver og så videre. De syvårige tvillinger, Anna og Anton, er ”ankerpersonerne”, og der trækkes på god børnelitteratur som Jan Lööfs evergreen ”Min morfar er sørøver” og ”Mis med de blå øjne”.

For nylig kunne man læse i dagspressen, at det halter med håndteringen af mål i folkeskolen. Eleverne bliver ofte ikke gjort bevidste om deres læringsmål, og det har indflydelse på læringen, forstod man. På dette punkt står "d'dansk" imidlertid stærkt, idet samtalen om læringsmål og delmål er integreret i materialet. Progressionen er gennemtænkt og tydeliggjort. En håndsrækning til læreren, der på denne måde nemt kan få denne dimension med.

It-delen er også godt med. Emnerne bearbejdes fra forskellige vinkler, idet der laves billedfortællinger og inddrages sms, spil, apps og hjemmesider. Men der er noget, der undrer. I lærervejledningen påpeges det, at i it-verdenen forældes tingene, før man får set sig om. Derfor forekommer det mig besynderligt, at der tages udgangspunkt i konkrete hjemmesider - Lego og Danmarks Radios "Ramasjang". Her er der i mine øjne en oplagt risiko for pludselig forældelse. En anden ting, der faldt mig gevaldigt for brystet, var, at man knæsætter ”Skype” som verbum, ”at skype”. Det kunne måske være til at holde ud nævnt i en bisætning, men det fremgår af målene for kapitlet, at eleverne ”skal vide, hvad ordet skype betyder”. Her er altså ikke tale om et ord, opslagsværkerne anerkender, og jævnfør forældelsesproblemet er det heller ikke sikkert, de kommer til det.

Sprogligt skæmmes lærervejledningen af fejl hist og her – ord skrevet som to i stedet for et eller et præsens-r, som ikke skulle have været der. Værst er de små indlæg om film. De er ikke skrevet af materialets forfattere selv, men det havde været bedre, hvis de var. Sprogligt er de pauvre, og tegnsætningen skriger til himmelen. Eleverne slipper i det store hele for fadæser, men i afsnittet om rim og remser er det ret tydeligt, hvilke smådigte der kommer udefra, og hvilke man selv har produceret. Selvfølgelig fungerer enderimene, men rytmen halter, hvilket ikke er en uvæsentlig indvending i forhold til en lyrisk tekst.

Jeg vil fremhæve afsnittene om farver og billeder, der fungerer rigtig godt. Både i lærervejledningen, hvor billedgennemgangene er gode, og i elevmaterialet, hvor valgene af blandt andre Kandinsky, John Kørner, Hans Scherfig og afrikanske tingatingabilleder er lige i øjet.

I lærervejledningen står afsnittene om skrivning, læsning, litteraturundervisning og bogstavprogrammet stærkt med god faglig dybde og anvendelighed. Her vil en ny lærer kunne finde rygstød, og gamle i gårde vil kunne få pudset formen af.

Alt i alt kan "d'dansk" fint understøtte en sober danskundervisning i 1. klasse. En erfaren underviser kan plukke det, vedkommende skal bruge, og en mere grøn kan snildt læne sig op ad tekster, opgaver og så videre og få det hele til at hænge sammen uden at sjofle faghæfter, trinmål og lignende.

Skulle jeg imidlertid investere i nyt danskmateriale til min skole, ville jeg lede videre. Der er ikke tænkt mange nye tanker med hensyn til opgavetyper og fremgangsmåder, hvilket måske kan forsvares med, at de opgavetyper, der er brugt mange gange før, virker fint. Dette forklarer bare ikke, hvorfor der så skal udarbejdes nyt materiale. Det trækker også ned, at der ikke er nogen stor, bærende idé, som binder afsnittene sammen. Jeg savner et narrativt forløb, som Anna og Anton kan gennemleve. Som materialet er skruet sammen, fremstår de to tvillinger blot som statister, og det vil være svært at vække elevernes interesse for dem i længden. Ligeledes virker det grafiske arbejde uinspireret, så dér er der heller ikke mange point at hente.

Alt i alt er materiale til dansk i indskolingen set bedre.