Læsningen af den ældre kanonlitteratur i skolen kan nogle gange have karakter af en litterær gang kitesurfing i frisk vind. Det går af sted i svimlende høj fart, og med mere eller mindre regelmæssige mellemrum strejfer man en bølgetop hist og pist. Læreren bliver forpustet, for han ved jo, hvilke bølgetoppe man skal ramme, inden ridtet er slut. Så tungen skal holdes lige i munden for ikke at miste overblikket.

For eleverne har det ofte betydning for deres forståelse af den ældre litteratur. Når bølgetoppene kun strejfes, kan det forstærke deres oplevelse af, at den ældre litteratur bare er noget, der skal klares, og så kan den ene form for surfing afløse den anden, nemlig den, der foregår på nettet. Her kan de så let som ingenting hente informationer om alt fra folkeviserne til Seeberg, og så kan de jo ret hurtigt sætte flueben ned over kanonudvalgets liste over forfatterskaber.

Kanonudvalget havde ganske vist andre intentioner: Litteraturen er kulturbærende, og derfor skulle den ældre litteratur ned i elevernes bagage. Den skulle udvikle deres omverdensforståelse, deres kendskab til menneskers vilkår op gennem historien, så perspektiver og oplevelser kunne udvides. Men i praksis bliver det ofte til det, som et af udvalgets medlemmer i sin tid kom til at sige i forbindelse med præsentationen af rapporten: Eleverne "stifter bekendtskab" med forfatterne, og så må de haste videre.

Et bud på en anderledes måde at se litteraturens historie på møder man i den nye tredje udgave af Johannes Fibiger og Gerd Lütkens "Litteraturens veje", der, siden den udkom første gang i 1996, har solgt i 100.000 eksemplarer.

Forfatterne insisterer på nødvendigheden af at fortælle litteraturhistorie, også selv om de er sig bevidst, at det kan være en vanskelig disciplin i dag, hvor faste referencerammer er kulturelt og sociologisk undergravede. Besværgelsen svækker dog ikke selve den litteraturhistoriske fortælling, som vi møder i bogen.

Det er "stærk" litteraturhistorie, der bliver fortalt her: Perioderne falder i klart afgrænsede dele med velkendte overskrifter: norrøn digtning, middelalder, renæssance og så videre afløser hinanden i én lang bevægelse med både revolutionære omvæltninger og traditioners videreførelse. Fortællingen er medrivende og overbevisende, både i kraft af det store overblik, der kendetegner bogen, og i kraft af forfatternes levende sprog. Perspektivet er primært dansk med blik for både social og politisk historie.

Nuvel, den europæiske udvikling tænkes med ind. Forskydningerne i det danske litterære landskab forklares ofte med henvisninger til samtidige eller forudgående europæiske strømninger i filosofi og idéhistorie. Men fokus ligger på de centrale (kanoniske) forfattere og korte prægnante læsninger af udvalgte værker. Fordelen er, at forbindelseslinjer og sammenhænge bliver tydelige. Men det fortælles også med en forførende naturlighed, som kommer til at sløre for, at der naturligvis er tale om konstruktioner. Der er foretaget mindre ændringer i de fleste afsnit, nye tekster inddrages nogle steder, og bogens i forvejen eminente illustrationer er suppleret med flere nye billeder, der lægger en fin klangbund under fremstillingen.

De væsentligste ændringer i forhold til tidligere udgave ligger dog i de sidste tre kapitler, der beskriver tiden fra slut-60’erne frem til i dag, især det nyskrevne afsluttende kapitel, der fører historien helt frem til foråret 2012. Gennemskrivningen af disse afsnit har fået de nyeste værker med af flere nulevende forfattere. Denne del af arbejdet har ofte tydelig karakter af rene opdateringer, der dog enkelte steder ikke er helt konsekvent gennemført, sådan at en forfatter kan have mere end et "sidste værk". Generelt møder man dog her som i resten af bogen knivskarpe korte formuleringer, for eksempel når Strunges digtning karakteriseres som ”en slags lyrisk graffiti”.

Det siger sig selv, at jo tættere vi er på vores egen tid, jo vanskeligere må det være at tegne overblikkets billede, og fremstillingen bliver da også mere springende i forsøget på at komme omkring mange aktuelle strømninger (både chick lit og dick lit får deres plads). Men overordnet set virker forfatternes perspektiv overbevisende. For det handler i høj grad om, hvordan litteraturen i dag skrives ind i en mediebåret kultur. Nye strømninger som performativ biografisme og dirty realisme forstås som udtryk for, at litteraturen i dag bliver til i et bevidst spil på vores 2.0-tid.

I en fortravlet digital tid, hvor eleverne (nogle gange måske også læreren) hurtigt kan forfalde til litteraturhistorie som en slags øvelse i punktnedslag på Google, er "Litteraturens veje" en god huskeseddel: Den insisterer på at forstå litteraturens historie langsomt og helhedsorienteret. Så bogen er et centralt bud på, hvad læreren derhjemme har læst som baggrundslæsning, når eleverne skal arbejde med den ældre litteratur. For eleverne bør det selvfølgelig være et værk, som de let kan få fat i på skolens bibliotek.