Anmeldelse

Sammenspil med rotation for 1.-3. klasse

Mere sammenspil med rotation

Med denne bog forsøger forfatteren sig nu med de samme rotationsprincipper, bare overført til de lidt yngre, primært 2. og 3. klasse. For kendere er der ikke meget nyt at hente.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Undertegnede havde fornøjelsen af at anmelde Ken Dolvas første bog om sammenspil med rotation, der var henvendt til 3.-6. klassetrin. En god og interessant nyskabelse. Med denne bog forsøger forfatteren sig nu med de samme principper bare overført til de lidt yngre, primært 2. og 3. klasse.

Fakta:

Titel: Sammenspil med rotation for 1.-3. klasse

Forfatter: Ken Dolva

ISBN: 9788776127930

Pris: 220

Sider: 120

Forlag: Dansk Sang

Hvor der var mange forhold, der positivt kunne fremhæves ved første bog, kniber det nok lidt mere her, eller måske skulle man spidsformulere og sige: Nye læsere kan starte her, for læsere, der har stiftet bekendtskab med Dolvas metodik tidligere, er her ikke meget nyt at hente.

Sammenspilsnumrene er naturligvis skiftet ud. Det latinprægede (a la Santana) er erstattet af to gamle børnesange, og Kim Larsens "Midt om natten" er erstattet af "Blaffersangen" og "Joanna".

I denne nye bog er medtaget et didaktisk afsnit, der ud over (berettiget) at prise fortællingen og det at bruge fortællingen som intro til sammenspilsnummeret meget kort refererer til såvel den i metodik-bøger næsten efterhånden obligatoriske ”zonen for nærmeste udvikling” som stilladseringsbegrebet. Begge dele dog uden grundighed og uden at tilføre nyt, endsige originalitet.

I dette afsnit beskriver Dolva endvidere formel og uformel læring; den formelle læring ud fra mesterlæreprincippet og ud fra den, måde klassiske musikere lærer på! – den uformelle ud fra Lucy Greens forskning af rytmiske musikeres måde at lære på.

Man fornemmer, at Dolva, idet han i denne sammenhæng kredser meget om uformel læring, egentlig gerne ville kalde sin metodik for uformel læring, men alligevel må nøjes med at sige, at den ”indeholder visse uformelle aspekter”. Det i sig selv er vel en tilsnigelse; taget på ordet betyder metodikken vel blot, at læreren viser en elev, hvad der skal spilles, og denne elev bagefter viser det til en anden elev, hvilket må siges at være yderst formelt.