Der er noget, man kan se, men det meste kan man ikke se. Man kan ikke se fortiden og fremtiden, og kan man se nutiden? Man kan ikke se Gud, sjælen, tanker og altings indmad. Inde i en ballon er der ikke noget, men dette intet tilhører alligevel ballonen. Det er et usynligt intet, der bærer ballonen og alligevel tilhører den. Man kan skrive om alt dette, men man kan ikke se det, og at skrive om noget usynligt kræver forestillingsevne, og den er også usynlig.

Pædagogik handler mest om ting, man ikke kan se. Barnet skal ikke til noget bestemt, men det er heller ikke ligegyldigt, hvad det bliver til, og dannelsesprocessen skal bygge på et forhold mellem det, der er sket, og det der kunne være sket. Usynlige relationer mellem noget og ikke-noget. Barnet er altså ikke kun til i sociale relationer, som i sig selv er synlige, men også i kulturelle og intellektuelle tilstande, som hele skolen bader i, og hvis egenart er spundet af usynlige tråde. Hvis det sociale og det synlige undslår sig kulturen, filosofien og det religiøse, så reduceres de kulturelle genskabelsesprocesser til psykologi og sociologi, til videnskab om det synlige, til kausalitet. Det ved enhver god sociolog og psykolog, som derfor også holder en vis afstand til det pædagogiske. Men der er desværre også mange, som ikke har sans for det, og som tror, at psykologi og sociologi er det samme som pædagogik; som tror, at forskningen kan be- og foreskrive det pædagogiske, at alt er synligt.

Nogen siger, at kun det synlige eksisterer. Det kaldes solipsisme. Bliver man solipsist, så forsvinder hele vores omverden, for den kan vi jo ikke se. Jeg kan kun se et billede af dig på min nethinde, men ikke dig selv, som jo er langt fra mit øje. Den irske biskop Berkeley (1685-1753), som var solipsismens grundlægger, benyttede lejligheden til at sige, at kun fordi Gud altid sansede alting, så var omverdenens eksistens sikret, uafhængig af vores egen sansning af den, men den moderne psykologi kan som videnskab ikke ty til teologiske løsninger. Solipsismen, altså uden det teologiske aspekt, er dominerende inden for uddannelsesdebatten i disse år og kan spores direkte helt ind i de nyeste forslag til læreruddannelsesreform. Konsekvensen er, at pædagogikkens materie, vores omverden og vores muligheder, forsvinder. I stedet stivner alting i evidens og systemer, som underlægger sig den til enhver tid siddende magt eller en eller anden liste.

Men hvad kan man egentlig se? Kan du se en hånd? Kun fra en hvis afstand. Går man for langt væk, kan man ikke se den, hånden går i et med armen. Går man for tæt på, kan man heller ikke se den, men kun mærkelige formationer og hud og hår. Alting kan man altså kun se på bestemte afstande. Alting er der, men det fremtræder kun for os, når vi flytter os og er opmærksomme på, hvad der så sker. Tingene lever altså deres eget usynlige liv, som blot ind imellem strejfer os, når afstanden passer.

Pædagogikkens genstand, menneskets dannelse og dets forhold til kulturens ting, er mere kompleks end en hånd. Hånden fremtræder med en vis kulturel automatik. Det gør dannelsen og dens relation til tingene ikke. Det er netop definitionen af dannelse, at den ikke kan fremtræde i bestemt form. Den må formes af materialer, som tumler i usynlighed. Alt hvad man kan se af en bog er blæk og papir, mens dens indhold, dialoger og tradition er i luften. Så materiale og mål er usynligt. Næsten intet kan vi se, men det eksisterer. Hvad er afstanden mellem de usynlige ting? Det er et meget nyttigt udgangspunkt.

Alligevel vil man bygge pædagogik på det synlige, på evidens. Det mener alle mulige. Men det er sådan en sørgelig ide. Hvis 99% af al uddannelse er usynlig, får man i dag kun øje på 1% af pædagogikken? Diskussionen er lukket. Vi diskuterer kun 1% pædagogik. 99% af virkeligheden er væk. Alle problemer kommer heraf, og når overfokuseringen på synlighed er roden til problemerne, så er mere synlighed blot roden til endnu flere. Vi har ikke brug for flere evidensbaserede metoder og klare mål i pædagogik. Vi kan ikke basere en pædagogik på evidensorienteret forskning. Sådan en forskning ødelægger faktisk vores uddannelser med dens alt for ensidige fokus på det, man kan se. Evidensmetoder gør paradoksalt nok uddannelserne blinde. Evidens og pædagogik er modsætninger. Vi har brug for en sans for alt det, vi ikke kan se. Det er lærerens fornemste opgave. Det er vor allesammens fornemste opgave. Det er denne sans, der gør os til mennesker. Vores usynlighed er vores menneskelighed.

Så pædagogik handler om at stille sig fysisk og mentalt på en rigtige afstand, så man kan se noget, så det usynlige kan nærme sig og strejfe mig. Så barnet, teksten eller kunstværket kan rumstere og bære sin usynlighed til skue. Her forsvinder de klare mål, som bliver til fjerne pejlemærker. Her er ingen abstrakte pædagogiske koncepter men snarere en form for pædagogisk takt. Hvor skal jeg stå, så det, jeg kigger på, kan træde frem?

Hvad mener jeg med ”at træde frem”? Bliver alting så synligt? Nej, det er tværtimod på en måde usynligheden, der træder frem. Et liv og en særegenhed, en skabthed, en tingslighed og en oprindelighed, som er alle tings, og som ikke kan ses eller beskrives, men som alligevel hører sammen med sine ord og farver. Det er usynlighedens form, vi kan se, men ikke dens indhold og enhed, det er ballonen facon - og ikke luften indeni og samlingen af det hele i en eneste ting, uden hvilken der ingen ballon er - som vi kan se. Her nærmer vi os pædagogikken og uddannelsens egentlige formål: At få det usynlige til at fremtræde som usynlighed, at blive overmandet af det andets usynlighed. Heretica-lyrikeren Paul la Cour (1902-56) siger i sin poetik, Fragmenter af en Dagbog, at man skal lade poesien, verden før ordet, overmande digtet, det usynlige skal overmande det synlige. En pædagog er som en digter. Stå der, hvor du kan se det usynliges bølger drukne dig! Som digteren er pædagogen kendetegnet ved en slags opmærksom passivitet, en venten. Hvad sker der, hvis jeg står her? Den italienske filosof Georgio Agamben (1942-) taler om, at ”kunnen” (det synlige) er at lade sin ”ikke-kunnen” (det usynlige) ledsage sit produkt, som et mørke med form, som en altid tilstedeværende undtagelsestilstand, og er det ikke æstetikkens formel? Pædagogikken skal få dunkelhed, inkompetence og poesi til at vise sig i en usynlighed med form. Begge taler om denne tilsynekomst som en nøgenhed, der er påklædt, en kulturel stolthed og bestandighed, der kan bæres frit og uden skam, i modsætning til det ”bare” eller ”blottede” (som jo også betyder ”nøgen”) biologiske liv uden navn, form og rettighed, som f.eks. præger fangerne i Guantanamo-lejren. Der er forskel på den nøgne stolte hippie eller de nøgne græske ol-atleter i antikken og den ”blottede og bare” krop, som holdes fanget i prostitution. I et frit liv siger man: Her står jeg. Et oprejst menneske, som kom til syne. Den nøgne er den åbenhjertige (men ikke den snakkende). Ham med munden på gled, hvis usynlighed rumsterer. Og det gælder både ting og mennesker.

Her arbejder en europæisk pædagogisk tradition med de 99%. Og det er ikke kun europæisk, det er også dansk. Jeg har allerede nævnt la Cour, men vi har en række af de samme temaer i blandt andet i Grundtvigs (og faktisk også i Kierkegaards) filosofi. Grundtvig skelner f.eks. mellem mængde og folk, hvor mængde er isolerede individer af samme slags (dem som kun er ’bare’, som i ”hun er ’bare’ almue”), mens et folk består af mennesker, som i kraft af uddannelse og fællesskab kan stå selv og tænke, tale og lytte frit, som kan stille sig i afstande, hvor medborgeren kan vise sig (dem som træder frem i påklædt nøgenhed; som en poesi der overmander den anden, der venter; dem som ikke ’bare’ er af samme slags, men som ”står selv"). Forskellen mellem mængde og folk er usynlig, selvom den viser sig over det hele. Forskellen viser sig i vores fælles ting, fx i folke-”tinget”, men selve forskellen er i mørke. Grundtvig kaster så lys på mørket i et langt historisk skabelsesnarrativ om Danmark med stærke mytologiske og poetiske momenter. Han lader sig overmande af poesien, som la Cour siger. Han gør græsset grønt. Han klæder vores åbenhjertighed på, så vi kan tale. Overmandelsen finder man også i Grundtvigs autoritetsfilosofi i teksten Det Danske Firkløver. Her beskrives, hvordan folkestemmen kommer til syne via kongens tiltagende politiske tilbagetrækning. En dansk autoritet bestemmer ikke. Han giver stemme. Han lader stemmer vokse frem. Han venter opmærksomt på folkets usynlige former. Kongen lader sig overmande af poesien, af folkestemmen. Det er det konstitutionelle monarkis natur i en dansk tradition. Folket klæder kongen på. Grundtvig stiller sig der, hvor Danmark kommer til syne, la Cour der hvor poesien myldrer frem, og Agamben der hvor undtagelsen kan rumstere. Hvor skal læreren stå i dag? Kan hun stå oprejst og opmærksom på et sted? Kan vi finde de rigtige afstande, efter at alt er skubbet? Kan vi bade i kulturens ejendommelige og usynlige ting? Er det tænkningens eller melankoliens tid?

(bragt som kronik i Weekendavisen, d. 14. september 2012)