Anmeldelse

Børn og unge med flygtningebaggrund

Tænk rummeligt og fokuser på løsninger

Bogen omsætter forbilledligt forskningsresultater til praktiske løsningsforslag. Kan varmt anbefales.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

”Børn og unge med flygtningebaggrund har som regel de samme ønsker og drømme som alle andre børn og unge i Danmark”. Citatet er afslutningen på en bog, hvor hovedformålet er at omsætte forskningsresultater til praktiske råd og vejledning til de professionelle omkring børn og unge med flygtningebaggrund.

Fakta:

Titel: Børn og unge med flygtningebaggrund

Forfatter: Edith Montgomery, Sidsel Linnet

ISBN: 9788741257044

Pris: 198

Sider: 140

Forlag: Hans Reitzels Forlag

Traumatiske oplevelser af krig, vold og forfølgelse må nødvendigvis påvirke børn og unge. Det er de voksne fagpersoners opgave sammen med forældrene at støtte og skabe optimale betingelser for børnene, så de trods alt kan få et godt liv.

Bogens teoretiske grundantagelser er, at familier med flygtningebaggrund ikke betragtes som passive og hjælpeløse, men som resursefulde og aktivt handlende i forhold til deres egen situation.

Hvorfor er det så så svært, og hvor er det, at det går galt?

Misforståelser og kommunikationsproblemer er ifølge bogen en af kilderne til problemer. Efter hvert af de otte kapitler findes praktiske anbefalinger, der matcher kapitlets teoretiske emne, og det er blandt andet her, forslag til løsninger kan hentes.

Et tankevækkende kapitel omhandler marginalisering og diskrimination. Uanset hvor i systemet man arbejder, om det er som tosprogslærer, i flygtningecentre, som lærer med blot et enkelt flygtningebarn i klassen, er det relevant indimellem at reflektere over egen praksis og holdning. Vi skal til stadighed holde os for øje ikke at årsagsforklare problemerne, men derimod tænke mere rummeligt og se løsninger i stedet.

Bogen kan varmt anbefales, ikke fordi den giver megen ny viden, men der er gode anbefalinger at hente på baggrund af de teoretiske forskningsresultater.