Anmeldelse

Drengen der gik baglæns

En bog efter filmen

Døden er det svære emne for bogen, der er fremragende illustreret og sine steder også sjov - og som slutter forsigtigt optimistisk.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bogen bygger på filmen af samme navn. Den kan ses på Filmstriben. Der anbefales den til børn, der er over syv år, og den kan bedst bruges til elever i 6. eller 7. klasse.

Fakta:

Titel: Drengen der gik baglæns

Forfatter: Bo hr. Hansen, Thomas Vinterberg

Illustrator: Lilian Brøgger

ISBN: 9788711380536

Pris: 170

Sider: 112

Forlag: Carlsen

Drengen er Andreas, der er et lidt sart gemyt, der gør mange ting tre gange og ikke må træde på streger. Han har et tæt forhold til sin storebror, Mikkel, og de laver mange fjollede drengestreger sammen. Deres forældre er tidligere hippier, og de holder et brag af en fest på selve dagen, hvor mor fylder 40 år. Drengene optræder med en fjollet sketch til mange klapsalver. Næste dag er arbejdsdag, men Andreas får lov at blive hjemme fra skole, mens far og Mikkel tager af sted. Da de ikke kan finde bilnøglerne, tager de motorcyklen og kører galt. Mikkel bliver dræbt, mens faderen overlever.

Familien præges naturligvis af ulykken, og Andreas bliver nødt til at klare sin sorg og skyldfølelse selv. Det gør han dels ved at gå tilbage i tiden, dels ved at opfinde et psykisk rum, hvor han kan kommunikere med sin døde bror. Bogens slutning viser, at Andreas nu kan leve med sin sorg.

Allerede forsideillustrationen og de seks linjer før første kapitel giver et forvarsel om handlingen og om bogens hovedperson. I det hele taget er bogens illustrationer en fremragende fortolkning af teksten, og man er ikke i tvivl om hovedpersonens opfattelse af det psykiske miljø de forskellige tidspunkter i historien. Selve historien er opbygget med flere varsler, så man ved, at der nok kommer til at ske noget forfærdeligt.

På trods af emnet er bogen flere steder sjov, og man ender med at være fortrøstningsfuld på hovedpersonens vegne, da han finder sig en jævnaldrende ven. Man kan læse bogen selv, hvis man går i 5. klasse, men jeg vil mene, at den faktisk kan læses op fra 3. klassetrin.

Der er skrevet og tegnet flere bøger for børn om døden. Nogle af disse forholder sig mere alment til emnet, mens denne er mere direkte i forhold til en nær vens død. Denne bog er bestemt værd at indlemme i samlingen.