Det er ikke det, vi har oplevet, der gør os til dem, vi er. Det er det, det er muligt at fortælle om det, vi har oplevet. Vi håndterer livet på baggrund af de fortællinger, vi har til rådighed om det, vi ved, kan, vil og synes om livet. Historiens og fiktionens fortællinger kan række ud over "min egen fortælling" og kan vise mennesker, børn og voksne, at livet er fyldt med udfordringer, uretfærdigheder og indimellem farer, der skal overvindes. Her mødes udfordringer og farer på måder, som kan skubbe til grænserne for det kendte og det mulige, og som kan fastholde livets kompleksitet.

Sådanne indsigter, og mange flere med fokus på narrativ praksis i en skolesammenhæng, behandles i antologiens 12 kapitler. Alle kapitler er velskrevne. De byder på mange forskellige vinkler og eksempler på narrativ praksis og henviser til teorier om fortællingens psykologiske og pædagogiske betydning. Til inspiration kan nævnes artikler om klasselærerarbejdets forskellige facetter, for eksempel samtaler med forældre, inkludering af børn, der har eller volder problemer, og om problem- og konfliktløsning på klasse- og individplan. Der er også artikler om fortællingen som (fag)didaktisk redskab til at skabe mening og sammenhæng i undervisningen og artikler, som giver eksempler på elevernes fortællinger om deres læring (at komme til at vide, hvad man ved) og om deres faglige styrkesider og svagheder.

Elevens fortællinger (også i form af handlinger) gør det muligt for læreren og kammeraterne at få øje på elevens intentioner og giver andre mulighed for at respondere på det, eleven fortæller, hvad enten det handler om noget fagligt, noget socialt eller noget identitetsforankret.  

Konkretiseringer i form af eksempler på didaktisk praksis, opgavetyper og samtalebidder understøtter artiklernes beskrivelser, begrundelser og teoretiseringer. Antologiens forskellige artikler dækker tilsammen feltet, og jeg vil gerne anbefale den til læreruddannelsen og til arbejdet i lærerteam.