Anmeldelse

Varm luft eller nye spændende begreber?

I den pædagogiske verden oversvømmes vi med jævne mellemrum af modebevægelser. Projektarbejde, storyline, cooperative learning, klasseledelse. Alle topper på et tidspunkt for derefter at klinge ud. Lige nu er begreberne innovation og kreativitet moderne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Alle elever i folkeskolen og alle studerende på læreruddannelsen skal netop nu være både kreative og innovative. De, der ikke er det, skal blive det gennem uddannelsesforløbet. Ikke for deres egen skyld, men for erhvervslivets skyld.

Fakta:

Titel: Innovation og læring

ISBN: 9788771120530

Pris: 249

Sider: 270

Serie: Filosofi og læring

Forlag: Aalborg Universitetsforlag

I denne artikelsamling er der flere gode artikler, hvor begge begreber omtales, diskuteres og begrebsbestemmes. Det er godt, også selv om kun Margit Saltoftes artikel direkte handler om folkeskoleområdet. Her beskrives ud fra et tidligere ph.d.-projekt, hvordan lærere og elever på en konkret (fri)skole arbejder med projektopgaven i 9. klasse. Det beskrives, hvordan begrebet kreativitet udspringer af netop den skoles og de konkrete læreres opfattelse af, hvad det vil sige at være kreativ og innovativ, og det vises, hvordan de rigtige opfattelser og praksisser bliver til ”passende” og anerkendte former, som eleverne henholdsvis støttes og belønnes for eller modarbejdes i at gennemføre. Det er en spændende artikel for lærere, der selv indgår arbejdet med projektopgaven.

Søren Harnow Klausen skriver den sidste artikel i bogen, "Hvad er innovation?" Denne artikel er formodentlig den, skeptikerne skal begynde med at læse. Her får de en god og grundigt diskuterende gennemgang af begge begreber. Akademisk i sin fremgangsmåde – det skal læseren kunne tåle - men fuld af skarpe begrebsafklaringer, der kan være gode at tænke videre med. ”Man behøver ikke at være filosof for at bemærke, at folk sjældent ved, præcis hvad de taler om”, skriver forfatteren for derefter nøje at gennemgå, hvordan begrebet innovation er opstået og defineret. Det er et fint stykke læsning, fordi det her for læseren bliver helt klart, hvor svært omsættelige begreber kan være, når de flyttes fra industriområdet til uddannelsesområdet. Hvad kan det betyde, at innovative ideer skal ”bringes til markedet”? Kommercialiseres? Hvordan gør man det i en folkeskole? Hvad er egentlig forskellen på at være kreativ eller innovativ? Det er nemlig ikke det samme.

Der er flere gode artikler i bogen, der blot ikke handler direkte om folkeskoleområdet. Artiklen "Evaluering af kreativitet og innovation i undervisning" handler om gymnasieområdet, men indeholder en konkret beskrivelse af en særligt udviklet evalueringsmodel, der sagtens i sin form kan være inspirerende for undervisere inden for andre områder også. Teoretikeren bag hedder Buxton. Ukendt for denne anmelder, men beskrevet på en sådan måde, at man tænker: Det kan jeg da også gøre – og måske med held? Som i alle andre artikelsamlinger er der også i denne artikler, som bestemte læsere vil opdage, at de ikke får læst – sådan er det jo, som man siger. Lån den på biblioteket."