Skråsikre påstande og fikse ideer er der nok af i denne verden. Ikke mindst i forhold til folkeskolen ser der ud til at være frit slag for ideologiske slagord, uunderbyggede meninger og ren ønsketænkning, når politikere, forældre, samfundsdebattører og såmænd også lærere skal argumentere for, hvordan man bare lige skal gøre for at få en problemfri skole i verdensklasse.

På Center for Strategisk Uddannelsesforskning ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) har centerleder Niels Egelund sammen med sine medarbejdere sat sig for at undersøge fem områder, som han mener udgør centrale problemfelter for skolen.

Hvis 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, og hvis samtidig 60 procent af hver årgang skal færdiggøre en videregående uddannelse, er der brug for et sammenhængende og velfungerende uddannelsessystem. Det har vi ikke i dag, mener han. ”Dårlige kompetencer i dansk, matematik og naturfag og deltagelse i specialundervisning efterfølges ofte af manglende deltagelse eller frafald i ungdomsuddannelserne”, skriver han. Ikke ligefrem ny viden, men en banal kendsgerning, som mange overser, når de sidder og gætter tal, der kan beskrive fremtidens succeser i den danske undervisningssektor.

Hvordan skal vi så gribe den enorme opgave an? Først og fremmest er der brug for viden om, hvad der helt konkret går galt for mange elever, og om hvordan man kan forsøge at løse de ofte meget komplekse problemer. Centret har valgt fem hovedemner for sin forskning, og det kan man vel roligt mene er for få; naturligvis kan en så kompleks organisme som den danske folkeskole ikke repareres ved at finde fem fejl og udbedre dem. Det er da heller ikke det, der er forfatterens ærinde, men ved at koncentrere forskningskapaciteten i fem hovedprogrammer vil man forhåbentlig få et sagligt velfunderet grundlag for skolens videre udviklingsarbejde.

Fokus sættes først på førskolealderen. Hvis børn går i børnehaver af høj kvalitet, øges deres intelligenskvotient, skoleparathed og dermed deres langsigtede udbytte af skolegangen. Forskningen skal vise, hvordan personalet skal øge deres indføling og forståelse for børnene og deres udviklingsmæssige behov, og derefter omsætte det til tilrettelægning og strukturering af det pædagogiske arbejde.

Drenge har generelt meget større problemer end pigerne med hensyn til at kunne og have lyst til at læse. Tilsyneladende har de også problemer med motivationen. Området er derfor udtaget som forskningsfelt. Bygger lærernes kompetencer på egentlig viden om undervisning, eller er de et resultat af den indføring i bestemte skråsikre opfattelser, de har mødt i løbet af deres uddannelse? Og er der virkelig en automatisk sammenhæng mellem klassestørrelse og elevernes udbytte af undervisningen? Disse grundspørgsmål vil blive undersøgt ligesom forhold omkring elevernes overgang til ungdomsuddannelserne.

Resultaterne skulle gerne foreligge i 2015, og spændingen er stor. Ikke mindst om regering og kommuner vil tage forskningsresultaterne som udgangspunkt for beslutninger. Eller om disse fortsat skal være afhængige af, hvad man sådan lige synes.