I Marjun Syderbø Kjelnæs' ”Skriv i sandet” møder vi ti forskellige færøske unge i hver deres novelle. Novellerne har karakter af punktnedslag i hovedpersonernes liv; vi oplever dem i deres hverdag med relationer, sociale spil og problemer. Læseren får indsigt i de forskellige teenageres oplevelse af det samme eller løst sammenknyttede handlingsforløb. Det gør, at vi kan opleve en scoring til en fest fra både pigens og fyrens synsvinkel – og også fra den hemmeligt forelskede homoseksuelles.

Skildringerne af de unge mennesker og deres problemer rammer forbløffende godt. Tanker og følelser er fortalt med indlevelse og omhu, som skaber identifikation. I de bedste sekvenser oplever man, at man er voyeur i et ungt sind; føler som det, oplever som det og længes som det. For en ung læser vil man se sig selv, som man selv ser sig, og som andre ser én. Man får et indblik i, hvordan det er at være alle de andre. Alle dem, der kæmper lige så hårdt som en selv for at bevare facaden og holde sig i live på teenagetilværelsens slagmark.

Vi kommer ind i hjemmene, ind på værelserne og ind i hjerterne og hjernerne på den stille pige, scorekarlen, skabsbøssen og den overvægtige fyr, der flygter ind i PlayStationens eksplosive univers. Vi ser ind i det perfektionistiske mareridt hos hende med spiseforstyrrelsen og bliver mindet om, at alt afhænger af øjet, der ser, når to veninders gensidige jalousi koger over. Som ung vil man have glæde af at kunne se dette; at vide, at den tilsyneladende perfekte klassekammerat har lige så store kvaler, som man selv tumler med; at der er en grund til, at folk gør, som de gør, og at man sjældent ser mere end toppen af isbjerget.

Træerne vokser ikke ind i himmelen: Visse af persontegningerne virker en smule skabelonagtige, ligesom pointen om, at alle har problemer, enkelte gange bliver lidt forceret. Det virker, som om forfatteren hist og her har skullet kæmpe lidt, for at få enderne til at mødes. På den sproglige front bed jeg mærke i et par mærkværdigheder, hvoraf nogle dog nok kan tilskrives oversætteren – eksempelvis at der står ”køddej”, hvor ”fars” ville være det traditionelle ordvalg.

Når det så er sagt, vil jeg stadig, på det varmeste, anbefale ”Skriv i sandet”. En moden 6.-klasse-læser vil godt kunne være med, men udskolingen er kernepublikummet. Der er både noget at tale om i klassen og noget, man kan fundere over i sit stille sind – også for læreren.