Dette er en god bog om en særlig pædagogisk metode. En metode, bogens forfatter selv har gennemtænkt, udviklet og afprøvet i egen praksis. Fokus er undervisning på universitetsniveau, men den kan sagtens give inspiration til undervisere på professionshøjskoler i alle fag. Også uddannere af folkeskolelærere burde kunne drage nytte af bogens grundlæggende ideer, når de gennemfører kurser og efteruddannelse af lærere med det sigte at give lærere redskaber til at forstå egen praksis.

"Forbløffende praksisser"s grundlæggende påstand er, at vi alle bør lade os forbløffe i mødet med hverdagens virkelighed, at vi skal lære at møde og ”se” begivenheder i hverdagen med et åbent sind, og at denne parathed kan planlægges metodisk som grundlag for uddannelses- og læringsforløb. Det er en spændende ide, Kirsten Fink-Jensen her præsenterer både gennem grundige beskrivelser af bagvedliggende teorier – det fænomenologiske og det etnografiske udgangspunkt – og gennem gode eksempler.

Metoden udvikles via en model med tre trin, hvor der i startfasen arbejdes med iagttagelse af virkeligheden og observerbare fænomener, dernæst arbejdes der med kvalificerede beskrivelser og fortolkninger, hvor de personlige iagttagelser og fortolkninger systematisk konfronteres med dialoger med medstuderende og undervisere, og endelig afsluttes der med en beskrivelse eller rapportering, der kunne være en eksamensopgave. Kirsten Fink-Jensen udvider de tre trin til en fasebeskrivelse, hvor hun grundigt beskriver de syv faser, som hun efter konkrete afprøvninger i praksis mener, metoden skal indeholde. Hver fase har en særlig kvalitet i forhold til den ønskede læreproces, den lærende skal gennemgå for at kunne lade sig forbløffe af praksis.

Helt grundlæggende arbejder Kirsten Fink-Jensen med videoobservationer af udvalgte situationer fra pædagogisk praksis, for eksempel undervisning i idræt i 2. klasse. Her er det afgørende, at den lærende metodisk nedskriver og klargør sig sin forforståelse, således at forforståelsen senere kan bruges som afsæt for netop den undren og forbløffelse, som metoden ønsker at skabe.

Metodisk beskrives "Forbløffende praksisser" præcis så grundigt, at man som læser får lyst til selv at prøve. Det må betyde, at man gennem læsningen af bogen føler, at man bliver ”klædt på” til opgaven, samtidig med at man på baggrund af de mange fine udredninger af de bagvedliggende teorier om fænomenologi og etnografisk metode får lyst til at få egne erfaringer med metoden. Det er fint. Bøger om pædagogiske metoder skal netop kunne begge dele. "Forbløffende praksisser" viser med stor tydelighed, at også bøger om pædagogiske metoder skal vise og diskutere det teoretiske grundlag, metoden baserer sig på.