Videnskab, værdier og pædagogik

Nogen mener, at den pædagogiske videnskab skal undersøge, hvad der understøtter givne værdier. F.eks. mener man, at den pædagogiske forskning skal finde metoder, der kan medvirke til en højere pisalistescore, så vi kan redde velfærdsstaten i 2090, som det hedder. Men det er slet ikke videnskab. Det er blot små metodiske øvelser, som underdanigt underlægger sig det, man opfatter som virkeligheden, nemlig konkurrencestaten, og som ikke reflekterer over sit eget grundlag og over karakteren af det videnskabelige objekt.

Videnskab handler ikke om at støtte eller underlægge sig den ene eller den anden erklærede værdi. Den handler om at undgå erklærede værdier, at slå sig igennem dem og at støde ind i virkeligheden. Men, og det er lidt paradoksalt, dette stød kan kun foretages effektivt med værdier som forudsætninger, for uden værdier har ingenting kraft, og med manglende energi går man i stå i nærheden af det, man kan se. Kun med værdier som forudsætning og affyringsrampe, kan man komme hen til virkeligheden i sig selv, som er, hvilket også er lidt paradoksalt, sprængfyldt med indre værdi.

Værdier er altså forudsætninger for en videnskab, der vil slå sig igennem erklærede værdier, for at finde værdierne inde i tingene selv.

Der er derfor tre muligheder:

For det første; hvis videnskaben støder ind i virkeligheden med værdierne som forudsætning fremfor som erklærede værdier, så finder den værdier inde i virkeligheden, den finder det pædagogiske livs grundsten. Dette er den virkelige videnskab, hvor der svares på: ”Hvad sker der?”.

For det andet; hvis videnskaben støder ind i virkeligheden uden værdiforudsætninger, så mangler den kraft, og den går i stå ved registrering af synlig adfærd. Dette er adfærdsvidenskaben, hvor der svares på: ”Hvad kan jeg se, der sker?”.

For det tredje; hvis videnskaben slet ikke støder, men derimod blot underlægger sig erklærede værdier, så svarer den på: ”Hvad virker under et givet værdipostulat?”.

Det er sidstnævnte pædagogiske forskning, der har magten over det hele i disse år. Desværre er det også den type forskning, som kommer længst fra videnskaben. Evidensdrengene og professionshøjskolerne og mange andre vil ”vidensbasere” vores pædagogiske liv, men de gør det stik modsatte. De bekræfter pædagogikkens underdanighed og mangel på virkelighed og moralsk og politisk substans. De vil forskningsbasere pædagogikken, mens de tømmer pædagogikken for forskning. De efterlader en vissen, ensom og grædende pædagogik.

Der findes ingen metoder, hverken forskningsmæssige eller organisatoriske, der kan opbygge en videnskabelig cirkulation af alle tre momenter; af værdier som forudsætning, af værdier som noget der skal undgås, og af værdier som noget der findes i tingene selv. Det tager et langt videnskabeligt liv. Det er universitets klemme på dig. Det er kulturens smil.