Lørdag aften, og forældrene er ikke hjemme. Det er et drømmescenarie for mange teenagere, og det er scenen for Liva Skogemanns lille, fint fortalte, kalejdoskopiske roman "17 kilometer syd for Aalborg". Her gør Lau rutineret klar til party i provinsen: krystalglassene tapes inde, og gulvet gnides med sæbespåner. Lau er åbenbart ubekymret på vej mod det voksne liv.

Den stil vil de fleste af bogens andre teenagere også gerne anlægge. Men det er romanens styrke, at den i sine spring mellem personerne løfter sløret for den famlen, som alle børnene er fælles om. De skal alle til den samme fest, men deres veje derhen er både i bogstavelig og overført forstand meget forskellige. Vi hører små fine stykker af ungdomsliv: om Johan og Lasse, der skjuler kejtethed bag ølrus og brovten, om sprækkerne i Mette og Maries forhold og om mange andre.

For nogle går vejen til festen gennem det mørkeste mørke. De skyder genvej over en pløjemark, langt fra parcelhuskvarterets gadelygter. Her bliver orienteringsløsheden total. De snubler, kommer på benene igen, men kan konstatere, at der er noget derude. Noget, der har efterladt blodlignende plamager på deres hænder. Det bliver hurtigt til aftenens mytologi, som både tiltrækker og frastøder de unge, og som også står for læseren som et mystisk mørke. Men det er også en mytologi, som i sin kerne næsten smerteligt viser, at teenagelivet ikke bare grænser op til voksenlivet, men også ned til barnelivet.

I første omgang tænker man, at historierne i denne kollektivroman må løbe sammen i et fælles punkt. Men romanen lader stærkt de unges historier stå uantastet som en række snapshots af ungdomsliv i dag. En velskrevet bog, der især tematisk vil kunne fange mange unge. Det foregår 17 kilometer syd for Aalborg, men det kunne næsten lige så godt have været i Nordvest.