Hun gik kun i gymnasiet, da hun blev udstødt af Jehovas Vidner, fordi hun levede i et fast forhold med en ikke-troende mand. Det kostede Tabita Brøner forholdet til sin far og sine yngre søskende samt hele sin barndoms omgangskreds i menigheden.

"Det var netop som jeg flyttede til København, at der blev skrevet en artikel om mig i Berlingske Tidende. Den læste filminstruktøren Niels Arden Oplev tilfældigvis, og han kontaktede mig og spurgte, om han måtte lave en film med afsæt i min historie," siger Tabita Brøner, som var meget skeptisk over for projektet, men endte med at være meget rørt, da manuskriptet lå klar.

Hun blev færdiguddannet folkeskolelærer i 2009 fra seminariet på Frederiksberg. Undervejs i uddannelsen flyttede hun nemlig til København, hvor hun bor og arbejder i dag.

Ex-Jehova søger I 2009 sendte Tabita Brøner en uopfordret ansøgning til Nyager Skole i Rødovre. Hun fik jobbet, men den dag i dag er hun stadig i tvivl om, hvorvidt alle hendes kolleger egentligt er klar over, at hendes baggrund ligger i en meget religiøs nordjysk menighed. Hun mener dog, at hun hver dag bruger sin baggrund i jobbet.

"Jeg tror, jeg er en mere rummelig lærer, fordi folkeskolen også skulle rumme mig, da jeg var barn. Alle vidste godt, at jeg var Jehovas Vidne, og de andre i klassen stillede mig masser af spørgsmål, selv om lærerne vist prøvede at skærme mig fra det."

Men Tabita Brøner svarede glad på alle spørgsmålene, for på den måde syntes hun, at hun var med til at sprede det budskab, som hendes familie satte over alt andet. Det gav også anledning til mange teokratiske diskussioner i den nordjyske skoleklasse, og Tabita Brøner stod ofte alene med sine synspunkter. Men det generede hende ikke.

"Jeg var opdraget til, at det var en god ting at skille sig ud. Det var jeg vant til, og når jeg var i menigheden, passede jeg jo ind sammen med alle de andre Jehovas Vidner-børn."

Det betød også, at skolen respekterede, at Tabita Brøner i modsætning til sine klassekammerater ikke sang med på julesangene eller fejrede fødselsdag. Kun en enkelt gang gav Tabita Brøners tro anledning til konfrontation.

"Det var i formning, hvor vi skulle tegne en påskekylling. Det nægtede jeg, for i Jehovas Vidner opfattes blandt andet påske som en hedensk tradition. Min formningslærer opfattede mig som trodsig, fordi jeg nægtede. Han ringede endda til mine forældre. Men de var jo stolte af mig og skældte ham ud. Jeg kan huske, at jeg græd i frikvarteret, mens mine kammerater trøstede mig," fortæller Tabita Brøner.

Noget for sig selv Siden dengang oplevede hun kun respekt for sin tro, når hun var i skole. Men Tabita Brøner skilte sig ud, selv om hun udadtil lignede alle de andre nordjyske skolepiger.

"Da jeg skulle have lånerkort til skolens bibliotek, kunne jeg ikke huske min fødselsdag, så det måtte min veninde fortælle mig," griner Tabita Brøner, som i dag fejrer fødselsdage, jul og de andre højtider, som engang var lige så forbudte som kærester.

I dag kan hun se, hvor meget folkeskolen gav hende med, selv om hun ikke sang med på julesalmerne i klassen.

Hun tror, at problemerne med religion først viser sig i udskolingen, hvis de viser sig. For det er jo her, man skal i gang med at finde sig selv som individ, lige som det skete for hende.

"Det var ikke en let kamp at finde sig selv og leve op til en religion samtidig," siger Tabita Brøner, der fandt sin ikke-troende kæreste som 17-årig handelsskoleelev.

"Men jeg havde heldigvis en lærer, der virkelig var der for mig, og senere hen i gymnasiet fik jeg en studievejleder, som jeg gerne måtte græde hos," husker hun.

Men at den nordjyske Jehova-pige skulle blive københavnsk folkeskolelærer var ikke til at forudse, for Tabita Brøner vidste ikke, hvad hun skulle være, da hun voksede op.

"Jeg kom i erhvervspraktik på en folkeskole i 8. klasse, fordi jeg ikke kunne finde på andet. Senere begyndte min storesøster at læse til lærer, og så tænkte jeg, at det kunne jeg jo lige så godt gøre," siger hun.

Ingen grund til bekymring I dag underviser Tabita Brøner primært på mellemskoletrin blandt andet i kristendomskundskab, som altid har haft hendes interesse.

"Jeg kunne ikke være folkeskolelærer, hvis jeg stadig var i Jehovas Vidner. Da jeg voksede op, var jeg meget sort/hvid i min tro. Jeg var fundamentalist. Og jeg kunne da slet ikke være kristendomslærer, som jeg er nu. Jeg ville se det som min mission at frelse hele klasselokalet," siger Tabita Brøner med et smil.

Som udstødt vidne er Tabita ikke bare afskåret fra store dele af sin egen familie. I princippet må intet Jehovas Vidne tage kontakt til hende, da hun anses for at ville sprede falsk tro. Det kan i princippet blive et problem for en lærer på en skole, som skal kunne rumme alle børn.

"Jeg ville ikke have et problem, hvis der var en elev i min klasse, som var Jehovas Vidne. Men jeg kunne godt være nervøs for, hvordan forældrene ville have det med mig. Vi skal jo kunne samarbejde om eleven."

"Men nej, jeg ser det jo ikke som min opgave at frelse en elev fra Jehovas Vidner. Og hvis børn har det dårligt derhjemme har man jo pligt til at indberette det uanset religion. Jeg kommer fra en meget fundamentalistisk baggrund, men jeg havde faktisk en rigtig god og tryg barndom," siger Tabita Brøner.