Anmeldelse

Mindfulness og stresshåndtering i arbejdslivet

Gå mindfuldt ind i din arbejdsstress

Vil du gerne opnå forståelse for, hvad mindfulness er, ud fra et forskningsbaseret perspektiv, er denne bog noget for dig. For bogen belyser, hvad mindfulness kan byde ind med i forhold til stress på jobbet. Hvordan overlever du i en stressende hverdag?

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I kølvandet på lærernes arbejdstidsaftale, kravene til øget dokumentation og evidens er denne bog interessant. For bogen dokumenterer, at mindfulness er en måde at håndtere stressende arbejdsvilkår på. Bogen belyser netop, at mindfulness kan bruges til at lindre de negative effekter, et stressende job kan have. Mindfulness øger for eksempel ens modstandskraft.

Fakta:

Titel: Mindfulness og stresshåndtering i arbejdslivet

Forfatter: Michael Chaskalson

ISBN: 9788750042914

Pris: 269

Sider: 208

Forlag: Akademisk Forlag

Mindfulness drejer sig om at opleve verden og stille at acceptere det, der sker. Det er kun vores domme, vaner og forestillinger om det, der sker, der stresser os. Når vi er stressede, tager vi uhensigtsmæssige beslutninger. Vores hjerne og dermed det sympatiske nervesystem kaprer os, og vi kan ikke tænke klart.

De meditationsøvelser, der er i bogen, kan give os overblikket tilbage igen. Bogen leverer her både en god teoretisk forståelse og en praktisk tilgang gennem øvelser til, hvordan vi får dette overskud.

I et af eksemplerne i bogen skulle en gruppe amerikanske marinesoldater udsendes til Irak. De gennemgik et længere mindfulness-kursus inden. Mindfulness-træningen styrkede deres arbejdshukommelse under stress og gav dem en klarere tænkning. Dermed blev de bedre til at tage beslutninger i stressede situationer. Dette og bogens andre eksempler fra forskningen viser, at mindfulness har klare og væsentlige fordele på selv de mest stressende af arbejdspladserne.

Bogen trækker altså på en lang række af forskningsresultater. Efter hvert kapitel er der en øvelse, der relaterer til det gennemgåede. Det er klassiske øvelser i mindfulness, som man også kan læse om i mindre forskningsbaserede bøger. Læsere af bøger som “Nuets kraft” med flere vil derfor kunne nikke genkendende til mange af øvelserne. I bogen skelnes der mellem formelle og uformelle øvelser. Formelle er, når man målrettet sætter sig og mediterer. De uformelle er for eksempel, når man er bevidst opmærksom på at spise.

Måske er det i beskrivelsen af de uformelle øvelser, at bogen leverer det umiddelbart anvendelige i dagligdagen som lærer. Hvis resten af bogen skal få sin berettigelse, er det en ledelsesbeslutning om et længerevarende kursus for medarbejderne. Så på den baggrund kan bogen anbefales til ledere og tillidsrepræsentanter. Her kan den være et værktøj i forbindelse med det psykiske arbejdsmiljø, til reduktion af stress og dermed mindre sygefravær. Hvis bogens målgruppe er skolelærere, mener jeg, at mere øvelsesorienterede bøger er mere anvendelige.