Multikulturalistisk undervisning retter sig mod både minoritets- og majoritetselever. En lærer i bogen fortæller om, hvordan hun ændrede sin undervisning, så hun ”fremmede elevernes lige adgang til at komme til orde i undervisningen”. Den sædvanlige undervisningspraksis interkulturaliseredes, og det gav minoritetseleverne mulighed for at komme på banen.

Bogen indledes med en let tilgængelig teoretisk gennemgang af, hvordan de forskellige traditioner inden for interkulturel undervisning har udviklet sig, efterfulgt af en række praksiseksempler, som er med til at underbygge bogens budskaber. Inger M. Clausens bog ”Den flerkulturelle skole. Om interkulturel, anti-racistisk undervisning” fra 1986 fik stor betydning for den tids nyuddannede lærere.

Buchardt og Fabrins nye bog ligger i smuk forlængelse af denne. Med et aktuelt fokus på globalisering og inklusion kan bogen være med til at sætte en udviklingsproces i gang. For desværre viser de nyeste resultater, at tosprogede elever, herunder især drengene, stadig ikke klarer sig godt. Vi skal op i metaperspektiv og reflektere over egen undervisningspraksis med henblik på at udvikle undervisningen. Bogen anbefales til lærerstuderende såvel som til ledelse og lærere på skoler med tosprogede elever.