Anmeldelse

Skrivelyst i børnehaven

Skriftsproget skal erobres

Bogen er nærmest et opråb til pædagogerne, men mangler måske blik for behovet for leg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

”Skrivelyst i børnehaven” fokuserer på det lille barns skriftsproglige udvikling. Bogen er en antologi og en selvstændig fortsættelse af andre bøger udgivet af Dansk Psykologisk Forlag i samarbejde med Nationalt Videncenter for Læsning.   

Fakta:

Titel: Skrivelyst i børnehaven

ISBN: 9788777067181

Pris: 298

Sider: 228

Forlag: Dansk Psykologisk Forlag

Barnet erobrer verden og skaber sig en plads i den. Barnet må på samme måde udforske og erobre skriftsproget. Det skal ske så tidligt som muligt. Barnet bliver her inviteret på opdagelsesrejse i skriftsproget sammen med sine voksne og venner. Forfatterne argumenterer således for, at skrivning kan indgå i børnehaven på en legende og støttende måde. Bogens fokus er, hvordan man fremmer og stimulerer lysten til at lære og åbner op for skrivelysten.

Bogen indeholder forskellige eksempler på, hvordan der kan arbejdes praktisk og teoretisk med literacy-pædagogik. Nogle kapitler bliver afsluttet med en motivation. Den virker nærmest som et opråb til forældre, pædagoger og indskolingslærere om at komme i gang med dette literacy-pædagogik-arbejde.

Alle forfatterne er enige i, at skrivelysten skal sættes i gang så tidligt som muligt. Helt ned i vuggestuen bør man stimulere børnene. Hvorfor har pædagogerne ikke taget denne udfordring op, bliver der indirekte spurgt til?

Mit bud på det kan være, at skolen i form af voksenstyret, målrettet læring fylder for meget i børnenes barndom. Børnene skal lege og møde alle de udfordringer, som man som barn har mulighed for at møde, og ikke kun styres ind i denne verden af de voksnes mere eller mindre teoretisk begrundede forventninger. Dette bidrag savner jeg i antologien.