Vi kender det alle sammen. Det, som vi kalder en knude i maven eller en trykken for brystet. Og når vi mærker det, så ved vi, at der er en ubalance mellem det personlige og det professionelle, og så er det pludselig meget svært at være lærer. Men det kan læres, fastslår en ny antologi med en samling af forskningsbaserede artikler, der i teoretiske og praksisnære beskrivelser synliggør kropslighedens, sanselighedens og personlighedens betydning for professionel kommunikation.

Bogen giver praksisnære bud på, hvordan disse kompetencer kan trænes, og det bør man også gøre, når en ny lærer skal finde sig til rette i rollen som underviser. Det handler blandt andet om, at den nye lærer skal være sig bevidst om ”at være på”, og det handler om rollebevidsthed, nærvær, udstråling, timing og fortrolighed med sin egen kropslige kommunikation. Det er et dybdeborende personligt arbejde, der påstår, at hvis du ikke kender dig selv godt nok eller kender dine egne virkemidler godt nok, så har du også svært ved både at komme tæt på andre, så de kan åbne sig for dig, og at mærke dine egne personlige grænser, så du ikke føler dig ”kastet for løver”, som rigtig mange lærere gør eller har gjort det som nye.

Antologien kan derfor ses som et konkret og værdifuldt materiale, der kan bruges til praktik, undervisning, supervision og personlig udvikling. Da jeg læste antologien, tog jeg mig selv i at tænke: ”Ja, det er jo sådan, det er” eller ”Hvorfor vidste jeg ikke det, da jeg gik på seminariet?” eller ”Hvor kunne jeg dog have været sparet for meget, hvis jeg havde vidst, hvem jeg selv var, da jeg var 20 år og lærerstuderende”.

Bogen kan læses ud fra forskellige synsvinkler, hvilket bogens tre spor også viser: Det teoretiske, filosofiske og idehistoriske overblik, det praksisnære (professionen) og kroppen som læremester (det personlige). Man kan sige, at bogen begynder med helikopterperspektivet i de højeste luftlag og ender med at se indad og mærke mavefornemmelsen.

Det er mit ydmyge håb, at ideer fra denne bog vil lette ”praksischokket” for rigtig mange, der skal ud at stå på egne ben som lærer, og at bevidst træning i kroppens sprog vil kunne modvirke, at nogle lærere bliver syge i deres arbejde. Det er i alt fald tydeligt, efter endt læsning af denne fremragende antologi, at kroppen har brug for mere plads og opmærksomhed i det senmoderne samfund. Der er mange gode bud på, hvordan alle kan blive bedre til kropslig kommunikation, men det er endnu et ungt udviklingsfelt, og kun de kommende år vil vise, hvor meget antologiens ideer vil forplante sig til lærerseminarierne og undervisningslokalerne. Min anbefaling er i alt fald givet videre.