Anmeldelse
SnakkePakker
Lige til at bruge
... og med fantastiske illustrationer oveni.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"’SnakkePakker' er en samling færdige ’ordpakker’ med sjove remser, tegneaktiviteter og forslag til sange og bøger om 46 forskellige emner". Sådan præsenterer forfatterne selv materialet, og sætningen indfanger både ideen med og indholdet i materialet. Det handler om sprogstimulering. Målgruppen er toethalvt-seksårige børn og deres voksne, hjemme eller i institutionerne.
Fakta:
Titel: SnakkePakker
Forfatter: Lotte Salling, Bente Bruun, Bodil Knutz
Illustrator: Marie Zeuthen Andersen, Lene Sørensen
ISBN: 9788772817262
Pris: 600
Sider: 202
Forlag: Dafolo
I bogens forord redegør forfatterne kort og overskueligt for centrale begreber, metoder til og begrundelser for sprogstimulering, og samme sted er der henvist til en hjemmeside, www.snakkepakker.dk, hvor man kan finde supplerende aktiviteter og materialer.
Det kræver ikke den store teoretiske indsigt at anvende materialet, som er spækket med praktiske aktivitetsforslag – lige til at gå til.
Illustrationerne i bogen fortjener en særlig omtale. De er farverige, skæve og fantasifulde og kalder virkelig på min opmærksomhed. Jeg kan lige forestille mig, hvordan børnenes opmærksomhed og rettethed også kan indfanges af illustrationerne, og med afsæt i aktivitetsforslagene er der basis for et udbytterigt og sprogstimulerende samvær mellem børn og voksne.