”Børn er fra naturens side verdensmestre i at være til stede i nuet, og når de mister denne evne, skyldes det, at vi voksne forstyrrer dem for meget med store ambitioner, planer og strukturer”. Det er en af hovedpointerne i denne bog.  

Mindfulness er det store mantra for øjeblikket. Og der er da også store potentialer i at arbejde med forskellige former for mindfulness, herunder især meditation. Der findes værdifuld meditation i en kristen, buddhistisk og en hinduistisk ramme, og der findes mindfulness, som distancerer sig helt fra et religiøst værdigrundlag. 

Pædagoger og lærere kan ved at arbejde med mindfulness være mere bevidste om, hvad der foregår i deres egen psyke og krop. Samtidig kan de være mere nærværende i deres samvær med børn og voksne. Det giver også en fleksibilitet og styrke, at den voksne er præget af ro og overskud, og at han har en værktøjskasse, han kan trække på i forskellige situationer. Det gør også lærerne bedre egnede til at leve op til faglige krav, styrker deres relationskompetencer og gør dem bedre til at forholde sig anerkendende over for børn og kolleger.

I bogen og på den tilhørende cd er der en serie af udmærkede øvelser, som kan anvendes til meditation og til arbejde med kropsbevidsthed. De er alle velkendte, enkle og lette at gå til. Bogen beskriver otte mentale principper for mindfulness og fire udviklingstrin. Det er absolut den praktiske anvisning på øvelser, der er forfatterens stærke side. De teoretiske redegørelser virker undertiden noget vage og upræcise. Således virker passager om menneskers forskellige lykkeniveau og forslag til, hvordan man selv kan blive mere lykkelig, meget overfladiske.

I sit pædagogiske syn danner forfatteren en modvægt til overdreven tro på, at børn helt ned i børnehaven skal trænes fagligt med målrettede aktiviteter. Hun opfordrer til, at de professionelle i højere grad giver børnene lov til at udvikle sig i fred for de voksnes styring og undlader konstant at stille høje forventninger og krav om perfekte præstationer.

Peter Bastian beskriver i sin bog ”Mesterlære. En livsfortælling” om en anden form for nærvær. Nærvær opleves efter hans mening først og fremmest ved fælles selvforglemmende skaben i et fællesskab, hvor det gælder om at yde det perfekte, en vertikal, maskulin tilgang til mindfulness, der står i modsætning til denne bogs horisontale tænkning. En sammenligning af de to opfattelser kan føre til mange spændende diskussioner.

Bogen kan bruges til diskussion af mindfulness i skoler og børneinstitutioner og kan sætte modsætningen mellem en målrettet og en mere vækstpræget pædagogik til debat.