Fremtidsperspektiver på fagområdet: Ernæring, sundhed, husholdning og hjemkundskab

På den netop afholdte IFHE konference i Melbourne, Australien blev bogen: Creating Home Economics Futures, the next 100 years, uddelt til deltagerne. IFHE konferencerne ligger hvert 4. år med skift mellem verdensdelene, næste gang er den i Sydkorea. IFHE eller international Federation of Home Economics er en NGO-organisation for fagprofessionelle inden for områderne ernæring og sundhed, husholdning og hjemkundskab, og den har nu 104 år på bagen. Så ganske tidligt fandt fagligt interesserede på området ud af, at det var væsentligt at udveksle viden og erfaringer og samarbejde på forskellig vis. Den nævnte bog er et eksempel på et samarbejde mellem fagfolk fra hele verden, og der findes en lang række forskellige interessante bidrag både fra praksis og forskning netop nu (Pendergast, McGregor, Turkki, red 2012). Yderligere kan internationale beskrivelser og diskussioner kan læses i IFHE’s tidsskrift: International Journal of Home Economics, en E-journal, som alle medlemmer af IFHE (i Danmark repræsenteret ved DKIN) har adgang til.
I bogens indledning gør Pendergast, McGregor og Turkki rede for hvilke mega-trends, vi som fagprofessionelle må forholde os til, det gælder uanset, om vi arbejder med ernæring, sundhed og husholdning i skole, på uddannelser eller i andre formidlingssammenhænge. De globale mega-trends de 3 forskere fra henholdsvis, Australien, Canada og Finland ridser op er (ibid s. 5-7):
1. øget ældre population
2. globalisering
3.teknologisk udvikling
4.velstand
5.individualisering
6.kommercialisering .
7.sundhed og miljø
8.acceleration
9.netværksorganisering
10.urbanisering

De 10 megatrends skal have et par kommentarer med dels fra bogens kapitel suppleret med mine korte betragtninger.
1. Den øgede ældre population er en problematik, der i mange vestlige lande er sat på den politiske agenda. Det vil naturligvis også få indflydelse på vore arbejdsfelter, idet der alt andet lige vil komme flere opgaver for os som fagprofessionelle der. Der vil være særlige aspekter forbundet med at beskæftige sig med denne gruppe trods det, at den ikke kan ses som en homogen gruppe.
2. Globaliseringen gælder en lang række processer, der omfatter innovationer og forandringer, der både positivt og negativt påvirker vort hverdagsliv mht. fødevarer og sundhed bl.a. gennem handel og migration. Globaliseringen vil også få indflydelse på studier og videreuddannelse og stille krav til vore kompetencer til at navigere i en kompleks verden under forandring.
3. Den teknologiske udvikling i den kommende tid vil give forandringer især af informationsteknologisk, bio- og nanoteknologisk, samt energimæssig karakter. Informationsteknologien vil give øgede muligheder i undervisning og formidling. Bio- og nanoteknologiudviklingen vil kræve, at vi sætter os ind i de positive og negative aspekter, det kan bidrage til på ernærings- og husholdningsområdet.
4. Velstandsøgning i husholdningerne stiller krav om nye typer af forbrugsprodukter og nye forretningsmetoder, ressourcestærke forbrugere stiller samtidig øgede krav til varernes sundhed, kvalitet, oprindelse og til at de skal bibringe velvære. Samtidig må det dog også bemærkes, at der er en polarisering både nationalt og internationalt på velstandsområdet, der er ikke lige muligheder. Uligheden i sundhed er et væsentligt aspekt for os som sundhedsprofessionelle at forholde os til og søge at finde frem til nye veje i formidling og vejledning.
5. Individualiseringen giver et skift fra fællesskabet og med dets sociale normer mod den enkelte persons egne individuelle valg, og lægger dermed øget pres på subjektet. Især blandt yngre ses denne tendens. Her kan der være et problem i forhold til tanken om almendannelse og deltagelse i fællesskaber, som kan give pædagogiske udfordringer i forhold til mange projekter.
6. Kommercialiseringen er forårsaget af øget pres på at få industrien til at løse de behov den enkelte og fællesskabet har. Det kunne også beskrives som outsourcing af en række af de opgaver, hjemmet tog sig af før såvel på fødevare- som på plejeområdet. Det giver flere valgmuligheder for de, der har mulighederne for at vælge, men har igen konsekvenser i form af ulighed.
7. Sundhed og miljø - sundhed er for en del blevet til fitness og wellness og har fået næsten religiøs karakter. Samtidig med sundheden er på dagsordenen, ses øgning i fedme og fedmerelaterede sygdomme især relateret til socialgrupper uden så mange ressourcer såvel økonomisk som uddannelsesmæssigt. Dernæst er miljøproblematikkerne øget fx i forhold til rent drikkevand og fødevareproduktionen og fødevarevalgene har store miljøkonsekvenser, som også er del af den faglighed og forståelse vi selv skal forholde os til og formidle.
8. Accelerationen angår de hastige forandringer, der gælder på alle livsområder. Det kræver konstante valg (og fravalg), tilpasninger til forandringerne samt konstant at skulle forholde sig til ny viden og nye tiltag.
9. Netværksorganisering gennemsyrer i dag vores tænkning og forståelse af kontakter både privat og fagligt, det giver ændringer både på det sociale område og i forhold til arbejdsmarkedet og til mange andre forhold i den enkeltes liv og har således også betydning for hvordan vi organiserer vort liv og samvær med andre mennesker. Men kan også bruges på en konstruktiv måde og være del af undervisning og vejledning.
10. Urbaniseringen har medført, at næsten halvdelen af jordens befolkning lever i dag i byområder, det kræver udvikling af tilstrækkelige infrastrukturer, udvikling boligmiljøer mv. Igen giver uligheden i livsvilkårne nogle steder anledning til social og politisk uro. Men vi kan også her som fagprofessionelle på forskellig vis bidrage til en positiv udvikling i forskellige miljøer fx. gennem madprojekter.

Alle disse megatrends har som nævnt på et eller flere områder betydning for vort arbejde. Det må vi således forholde os til i vore praksisdimensioner, skriver Pendergast i afsnit 2. Disse praksisdimensioner er beskrevet i IFHE’s Position Statement (positionspapir) fra 2008 - se: http://www.ifhe.org/index.php?eID=tx_nawsecuredl&u=0&file=fileadmin/user_upload/redaktion/Publications/Position_Statement_OEWG_2012.pdf&t=1347102438&hash=26147a92a2c188579f0d471dfd6b73ac
Den første praksisdimension kan vi kalde vor akademiske disciplin eller det faglige indholdsområde. Den anden dimension er i forhold til hverdagslivet som arena for vort arbejde, og den tredie er de lære- og læseplaner, vi må udvikle i forbindelse med undervisning og formidling. Endelig er den fjerde dimension det sociale og samfundsmæssige område, hvor vi som fagprofessionelle må gøre vor indflydelse gældende i forhold til tiltag om ernæring, sundhed, forbrug og husholdning. I det nævnte Position Statement siges det også, at vi på fagområdet ernæring, sundhed, husholdning er:
… optaget af udvikling af empowerment (handlekompetence) og well-being (velvære og livskvalitet) hos individer, familier og fællesskaber og af at facilitere udviklingen af muligheder for livslang læring..(Pendergast 2012 s. 13 og IFHE 2008 s.1)
Der nævnes 3 komponenter som væsentlige: handlekompetence, velvære og livskvalitet og livslang læring. Udviklingen af handlekompetence er mange professionelle optagede af, men vi får nogle gange i vores faglige iver i stedet lavet mere adfærdsmodificerende tiltag, der kun virker mens, fagpersonen er til stede og virker som modifikator. Det kan være fordi ægte deltagelse tager tid. Handlekompetence drejer sig både om viden om årsager, effekter, alternativer og forandringsstrategier og om at inddrage handleerfaringer fra deltagerne og endelig deltagelse af alle. Dernæst rummer begrebet well-being eller livskvalitet det, der ligger i det brede sundhedsbegreb d.v.s. både fravær af sygdom og oplevelse af livskvalitet. Endelig er den livslange læring det begreb, der bl.a. blev beskrevet af Delors i 1996, som omfatter
•lære at vide (en tilgang til læring som er fleksibel, kritisk og mulig)
•lære at kunne (at erhverve og anvende færdigheder, inkl. livsfærdigheder)
•lære at blive (fremme kreativitivet og personlig opfyldelse)
•lære at leve sammen (praktisere tolerance, forståelse og gensidig respekt) (Delors i Pendergast, 2012 s. 15)

Selv har jeg brugt næsten de samme termer i min beskrivelse af hvilke elementer, der indgår i fagligheden, og hvilke kompetencemål vi må sætte for vor undervisning og formidling, naturligvis tilpasset den aktuelle målgruppe (Benn 2006 s.109):

At vide = Sammenhængsforståelse, ex.: At vide at der sammenhæng mellem det du vælger at indtage og din sundhed, eller mellem dit forbrug og miljø..
At kunne = Hverdagslivskompetence, ex.: At kunne mestre sin dagligdag gennem de materielle ressourcer, der er til rådighed
At ville = Medborgerskab, ex.: At ville være ansvarlig i omgangen med ressourcer og tage stilling til hverdagslivets problematikker
At være = Omsorgsfuldhed, ex.: At kunne udvise omsorg for andre, for omgivelser og for og sig selv

Sammenhængsforståelsen er en væsentlig vidensforudsætning for at kunne forholde sig til den materialitet, der omgiver os, og som vi for fødevarernes vedkommende endda indtager. Hverdagslivskompetencen handler om at opnå praktiske færdigheder til at kunne klare sig og også fordi det er en vigtig måde at opleve, erkende og udtrykke sig på. Medborgerskabet handler om den demokratiske dannelse og det at indgå i fællesskabet og fælleskaber. Endelig er omsorgsfuldheden en del af den etiske forudsætning for at leve som menneske.

Referencer:
Benn, Jette (2006): Hjemkundskab, dannelse og kompetence. I: Cursiv, nr. 1, Institut for Curriculumforskning, DPU, s.99-118 http://edu.au.dk/fileadmin/www.dpu.dk/omdpu/institutfordidaktik/cursivskriftserie/20061/om-dpu_institutter_curriculumforskning_cursiv_20070122104452_cursiv_2006_nr1.pdf
Pendergast, Donna, McGregor, Sue & Turkki, Kaija, red. (2012): Creating Home Economics Futures. The Next 100 Years. Australian Academic Press, Bowen Hills https://www.australianacademicpress.com.au/books/details/221/Creating_Home_Economics_Futures_The_Next_100_Years